Læs dagbog

Jeg føler mig misundelig på andre, jeg sammenligner. Hvorfor er det lettere for nogen at danse uden usikkerhed og angst og akavethed og stress. Hvorfor er der nogen der har nået meget mere og har det meget sjovere i livet allerede som 18 årige? Hvorfor kunne det ikke være mig der levede uden angst? Mig der ekstrovert og udadvendt og sej og kunne finde ud af at sige fra og til og sætte grænser?

Jeg siger det ikke højt, men jeg har ikke lyst til at stå op om morgenen. Jeg føler mig ked af det hver dag. Og jeg er sur over det, for jeg har mange ting at være taknemmelig over. Og jeg burde ikke lade det definere hvad jeg er værd at nogen slår op med mig eller at nogen synes jeg ikke laver nok. Jeg føler det hele er en kamp. En kamp som jeg ikke gider. En kamp om at se bedre ud, danse bedre, have et bedre job, have et “rigtigt” job, være sej, være dygtig, være modig, træne, finde motivation, finde den rigtige vej i livet, spise sundt, være aktiv og hele tiden prøve at få det bedre. Alt jeg orker og har lyst til er at sidde hjemme og se tv under dynen, eller spise usundt og drikke mig fuld. Eller at sove så jeg ikke behøver at være bevidst.
Men selv i mine drømme bliver jeg jaget.. Jeg drømmer at jeg løber stresset rundt på et universitet og ikke kan finde hvor jeg har time, jeg har ikke lavet lektier, jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe det an, jeg har ikke nogen til at hjælpe mig, det er sidste chance og en lærer stopper mig og siger forarget “hvad har du tænkt dig med dit liv? eksamen er lige om hjørnet, har du overhovedet læst op? du bliver aldrig til noget” Jeg vågner med tårer ned af kinderne.
Eller jeg drømmer at jeg er med min ex til noget fest, går et øjeblik og når jeg kommer tilbage står han og kysser med en anden, eller jeg kommer derhjem en lørdag morgen og han ligger fordrukken på sofaen med to halvnøgne kvinder ved sin side.
Jeg kan ikke rigtig gøre plads til min sorg og vrede, for jeg synes godt jeg har læst nok og ved inderst inde at man selv definerer sit værd, der er ikke nogen andre som skal kunne det. Og jeg synes ikke jeg skal spilde mit liv på at græde salte tårer over ham når jeg ved at han et eller andet sted ligger derude og gør præcis det som jeg ser i mine drømme og har det pisse sjovt og føler sig som verdensmand og gud og er skideligeglad med mig og har glemt alt om mig. OG han var ikke en god mand, han var ikke et godt menneske.
Derfor irriterer det mig også jeg er ked af det.
Han var manipulerende og løj skamløst, for at få mig til at gøre ting som at give ham penge. Og var ikke engang flov eller sagde undskyld, da jeg tog ham i det, han indrømmede det bare og grinede. Han sagde aldrig undskyld efter hans uberettigede raseri udbrud, eller han havde råbt ubegrundet af mig, det var kun lige et par gange i starten han undskyldte. Han nedgjorde mit udseende og min måde at gøre ting på. Han gav mig aldrig opmærksomhed, nærvær eller øjenkontakt, andet end ved sex. Det var også kun i starten, der var der ellers også fuld skrue på love buming. Det var “Jeg elsker dig, jeg vil gøre alt for dig, du kan gå hjemme og jeg vil betale alt for dig til evig tid hvis du vil, for du er bare så dejlig, du er den smukkeste kvinde, du er min dronning, du er sej, du er speciel, du er den flotteste” til “dit hår er tyndt og barnligt (men det var jo sødt sagt for han ville give mig en frisør behandling)og dine øjenlåg hænger, sidder du bare derhjemme og laver ingenting” Den sidste bemærkning blev skreget af mig i tlf mens hans ven og arbejdskammerat sad ved siden af i bilen. Og det skal lige siges at vi ikke boede sammen og jeg gik hjemme hos ham fordi jeg havde trykkede ribben og ikke kunne komme på job, så jeg ville gerne bruge tid med ham og hjælpe ham i hjemmet og gå lange ture med hans hund og lave mad til ham, hvilket jeg også gjorde. Men fordi jeg ikke havde trukket gardin fra nede i stuen før efter kl 10(han havde været hjemme forbi og tjekke kl 9.30) så var der ramaskrig! Så ville han jo gerne bo med mig, og jeg har ikke boet med nogen før og han har boet med alle hans kærester. Jeg ville gerne gøre det, men betingelsen var at vi skulle finde et sted sammen, et hvor vi begge kunne se os selv rent praktisk. Men han gik ud og valgte en lejlighed mens jeg var på ferie. En lejlighed der lå en time i transport væk fra mit arbejde, min læge og mine fritidsaktiviteter. En lejlighed jeg ikke ville kunne betale halvdelen af huslejen til. Den var med 4 værelser, et soveværelse, 2 værelser til hans drenge han har hveranden weekend og et kontor. JEg havde understreget for ham hvor vigtigt det ville være for mig med mit eget værelse, både fordi han snorker enormt, og fordi jeg skulle kunne trække mig tilbage når han havde børnene(da den ene fylder ret meget, var som taget ud af supernanny, det sagde jeg dog ikke han var) og fordi jeg skulle kunne trække mig når han fik sine raseri udbrud og fordi jeg aldrig har boet med nogen før. Jeg nævnte at det ville blive hårdt for mig at bo der da jeg i alt ville skulle bruge 4 timer i transport om dagen, hvis jeg skulle én gang på flexjob og tilbage og én gang til en times sport om aftenen og tilbage. Og at jeg havde brug for at det værelse ikke var kontor og det havde jeg nævnt til start og jeg faktisk synes det var lidt tankeløst og lidt egoistisk at vælge stedet uden mig, uden jeg havde set det eller hørt om det, hvis planen var at det også skulle være et “hjem” for mig.
Da flippede han fuldstændig ud og udskammede mig og sagde “jeg er ikke din far, hvorfor skal du have et værelse? det er ikke normalt. Du kan bare ha en madras i gangen når børnene er her og for resten af tiden må du finde en løsning på at du ikke kan sove når jeg snorker, ellers kan du ha en madras i kontoret. Du kan ikke få et enkelt skab(det var irriterende for ham at han skulle rydde et skab for hans kontorting men nu bøjede han sig)du skal også rydde ud i dit tøj” børnene og ham selv har to skabe hver, selvom der ikke ligger noget i børnenes da de kun er der hveranden weekend. Han sagde “Jeg har givet dig rejse, jeg har givet dig middage og hotelophold og hvad har du nogensinde givet mig!!” Skreg han af mig. Det skal siges at jeg selvom jeg ikke havde råd havde givet ham et hotelophold også og jeg har lavet mad til ham og givet ham og hans børn små og store gaver og tit givet ham blomster, og taget med ham på job utallige gange og arbejdet gratis, men det talte åbenbart ikke.

Han sammenlignede altid mig med alle hans exer og kvinder, mht til sex, arbejde, væremåde, ja alt muligt de havde gjort bedre. Jeg skulle altid høre om andre kvinder og sex oplevelser med andre kvinder. Det var ulideligt. Jeg fortalte aldrig ham noget medmindre det var i forbindelse med noget praktisk og så var det kort og ikke detaljeret og uden unødvendigheder.
Da jeg en gang imellem på en rigtig pæn måde sagde at han var nødt til at se på alle disse ting før jeg kunne komme videre med ham og flytte ind, så var det altid mig der var noget i vejen med og hvorfor jeg altid skulle kritisere ham og der havde aldrig været noget brok fra de andre exer. Og ellers var det hele bare lort i hans liv ligenu og han kunne ikke overskue alt det der fordi at han lå på hospitalet og ikke ku bevæge sig(han havde så bare lige en nerve i ryggen der drillede lidt, det har jeg også selv haft) og han fik stof trang når jeg sagde de ting osv osv.
Da jeg endelig havde overgivet mig og givet ham mit fulde “ja” til at vi skulle giftes og stået på hoved for at vise ham hvor meget jeg ville ham, ved at gøre alt han bad om, gøre rent lave mad, gået på kompromis med ting mht lejligheds situationen, givet slip på næsten hele mit sociale liv og fritidsaktiviteter og arbejdede absolut minimum for at tilbringe alt min tid med ham, slog han op. Vi to skal ikke være sammen Mulle grinede han. Jeg havde gjort hvad jeg kunne og mere til med tanke på at han ville tage sig af de problemstillinger jeg havde sat op, når han havde overskud. Han ville bare først kunne mærke at jeg ville ham sagde han.

Vi skulle altid være sammen med hans venner hans familie høre om hans problemer hans liv hans op og nedture, hans fortid. Alt handlede om ham. Det var dødkedelligt! Åh hans hårde og vilde liv og hans fortid der gjorde han var som han var med sit temperament. Men mine historier og mine venner og familie kunne vi ikke se, det ku han ikke lige overskue “den dag”.

Der var en ex som blev ved og ved at skrive til ham, søde kommentarer og hjerter osv på ALT hvad han lagde op. Jeg nævnte om han ikke ville være sød at fortælle hende at hun ikke skulle skrive eller slette hende. For det havde jeg gjort med min ex kæreste, det havde han nærmest krævet så rasende han blev. og jeg forstod det, og respekterede det og slettede og blokerede ham og inden der fik han lov til at råbe af min ex og jeg fik sagt til min ex jeg ikke følte mere for ham mens han sad og lyttede ved siden af! Men slette hans egen ex eller sige det til hende, det var der ikke nogen der skulle blande sig i. han så og talte med hvem han havde lyst til. Det var mig der var psykotisk sagde han.

En måned inden han slog rigtig op, havde han slået op 1 gang i affekt og slettet mig fra facebook. Han var sur over jeg bad om en forklaring over at en anden kvinde havde lavet et opslag på hans fb med billeder af hjerter, kærestepar der kysser og holder tæt og kærlighedserklæringer med store ord som “jeg elsker dig overalt på jorden, vil gøre alt for dig og savner vores tid sammen,” samt poserings billeder af hende selv og gamle billeder af ham selv uden trøje på og han selv sendte en ligeså stor kærlighedserklæring tilbage. Dette skal lige siges, var hans kusine, for at gøre det endnu mere mærkeligt. Jeg spurgte meget forsigtigt ind til det og understregede at jeg ikke anklagede ham for noget men bare ville vide hvad det handlede om . Og ja det var måske irriterende af mig at spørge ind, men det var en virkelig grænseoverskridende tåkrummende besked som hvis de havde været elskende. Jeg er ikke jaloux anlagt, men jeg måtte vide hvad det handlede om I samme besked bad ham imødekomme nogle andre af mine behov og længsler efter bare en smule nærvær og respekt. Og dette slog han op over i telefonen.

Jeg fatter ikke mig selv at jeg gik tilbage til ham efterfølgende og jeg overhovedet i første omgang har brugt tid på denne såkaldte mand. Føler mig til grin. Men han fik mig til at tro på det umulige. I denne måned der gik, bad jeg ham utallige gange adde mig som ven og kæreste på facebook men han blev ved at udskyde det og ændre samtale emne og komme med undskyldninger som “arh hold nu op med det facebook, jeg bruger den næsten ikk, har faktisk tænkt mig at slette den” osv.

Måtte lige ud med mine følelser. Tak til dem der læste med