Læs dagbog

Søvnløsheden kom tilbage som et lynnedslag fra en klar himmel. Træningen er skruet op for det sidste jeg vil hører nu er "er du gravid?". Jeg vil prøve at finde trøst og ro i min træning. Så har jeg da det, når alt andet er fucking LORT eller ikke eksisterende.

en kick off sandwich med midten fuld af gravide veninder og bekendte, bryllup af vendinder og bekendte. Og ekstra træning til mig. Bunden ladet med en weekend fuld af hans datter. Og toppen med en weekend med alle hans venner til bryllup.

Åh tud, hvor er det stakkels mig, hvor jeg fucking HADER det!! Ja en eller anden af hans venner bed mærke i "catarpillar tæller hans drinks". Mig(ønskeaktion)Øh ja, er det et problem? Men man blir jo fordømt og de lægger al mulig i det der slet ik er. Fuck hvor jeg hader det. Og han sku sige det 3 gange. Så var der så en eller anden lorte so som sku kommentere på det "Det er flot"siger hun. Knyt so! hvad fanden rager det dig! Forpulede lorte snotskovl. Ja og vennen der sku sige det fucking narrøv. Ingengang min kæreste kender hende.


Åhhh jeg føler mig som jordens største taber! Jeg er så indebrændt på mig selv at jeg ikk kan være i min krop. Alle steder fra får jeg af vide jeg er forkert i øjeblikket. Som om jeg ikke var ked af det nok i forvejen , og flov.

De få timer vi har haft alene har været fyldt op med had til mig. Jeg har mødt og været sammen med hans mennesker KUN for ham, og så er han bare sådan når vi er sammen og nu er han jo pisse sur fordi jeg har været på stranden. og i fw. En stor del af mig har ikke lyst til at se ham den næste gang. Jeg begynder at føle mig som den lus han ser mig som. ikke kun fordi min underbevidsthed fanger det at blive talt sådan til over lang tid, men alle de fucking andre ting også.
Jeg har seriøst lyst til at flytte op på en sky hvor ingen kan nå mig og så skære mit hovede af.
Jeg kan ikke leve op til de opgaver der står for mig. og det er alt sammen min ængsteligheds skyld

Har fået psyk. 9 gange har jeg. Vi har ikke talt rigtig endnu. kan mærke hun også syns jeg er til grin og det er flovt de ting jeg flover mig over. Det gør ret ondt, for de ting jeg krænger ud af mit hjerte til hende er jo netop det som giver mig lysten til at dø.
Jeg er så rasende på mig selv!! Hvorfor fuck er det så svært! Alt det sociale. Jeg HADER HADER HADER det! Jeg kan ikke være mig selv. Og jeg VIL være mig selv. Men i stedet er jeg en akavet pleaser dørmåtte.

Hun siger den præfrontale cortex ik er aktiveret.og hun vil meget gerne ha mig i gang med piller kan jeg høre. Jeg fortæller jeg er bange. Har ikke lyst til at ta på, være endnu mer følelseslammet, blive mer depressiv eller afhængig. Men hvis der findes noget der kan aktivere den der cortex uden af deaktivere de andre ting, så hit med det.