Læs dagbog

Jeg er vred!

Vred på min far over at han vælger at tage til mine brødres fødselsdag og min nieces fødselsdag på trods af at de har valgt IKKE at invitere mig, som den eneste.
Jeg er vred på mine lillebrødre over at de ikke har inviteret mig til deres fødselsdag, men har inviteret ALLE andre.

Jeg er vred på min storebror over at han har blokeret mig på alle medier inklusive telefon nummer.

Jeg er vred på min storebror over at han har valgt at han har valgt at invitere alt familie undtagen mig til min nieces fødselsdag.

Jeg er vred på min storebror over at han har fortalt vidt og bredt sin version til alle og enhver om vores private samtale som ikke vedkommer dem og intet har at gøre med dem. Vred over han har fortalt det til min mor, vred over han har fortalt det til mine lillebrødre, vred over han har fortalt det til min niece på 10 år, vred over han har fortalt det til min far.

Jeg er vred på min ene lillebror over at han vælger at tage det op som samtale emne til en frokost hvor dem der er samlet er brorens kæreste, min anden lillebror, hans kæreste, min mor, hendes mand. Som om det var hyggelig ligegyldigt sladder der med lethed kunne bringes op foran alle. Det er dybt respektløst i mine øjne.

Jeg er vred over at mine brødre fortæller deres version af min storebrors version videre til deres kærester. De kender ikke mig. Jeg kender ikke dem. Det rager ikke dem!

Jeg er vred på min storebror over alt hvad han har skrevet til mig.

Jeg er vred på min storebror over at han ser det som at HAN skal lige køle af nu og så vil HAN vende tilbage og anmode om en undskyldning fra mig når han har kølet af, alt imens jeg venter på det, kan jeg jo nyde min åbenbart velfortjente straf bestående af en fuld blokering, ekskludering fra alle arrangementer, kold ryg fra hele familien og sladret hans version til hele familien. Og så regner han med at jeg kommer krybende efter det.



Når verden er blevet normal igen, har jeg fåret af vide af min mor, at min far vil invitere mig i zoologisk have. Jeg er glad for han er interesseret i at opretholde en relation til mig. Men bare tanken om at han nok vil bringe emnet op får mig til at blive rasende allerede og skaber 1000 tanker. Og tanken om at han åbenbart synes det er helt fint alt hvad der sker overfor mig og hans måde at håndtere det på er at vælge at tage med til både min nieces fødselsdag og mine lillebrødres fødselsdag som om det er helt ok. Jeg føler allerede han har den indstilling at det selvfølgelig er mig der er ”for meget” og skal bare lige vove at sige ham imod eller sige en eneste vred ting når han nu allernådigst forbarmer sig og invitere mig selvom jeg er sådan en lille sæk lort!
Jeg kan ikke se mig selv i øjnene og samtidig tage med ham. Så ville det være en slags tavs accept af alle deres opførsler. Og det ville ændre min egen selvforståelse til at jeg åbenbart er et udskud, en sæk lort en ligegyldighed en skamplet, en pestilens der kun fortjener det værste. Og den frygtelige konsekvens af min afvisning af hans invitation eller at jeg holder på min ret til mine følelser, vil bekræfte ham i de selv samme overbevisninger. Jeg vil have beholdt min selvrespekt men mistet min familie. Jeg kan åbenbart ikke få begge.



Det der irriterer mig mest, er at det faktisk betyder noget for mig. Det betyder meget for mig at have dem i mit liv. Det betyder åbenbart intet for dem at ikke se mig. Så ville de have set mig. Også før alt det her.

Min mor tager emnet op, og når jeg så forsvarer mig, siger hun ”jeg vil ikke snakke om det, det er hårdt for mig at snakke om- jeg synes det er i to der må finde ud af det sammen-jeg synes det er synd i ikk kan sammen-hvor ved du det fra?”. Ja undskyld men jeg har heller ikke lyst til at snakke om det, men når du begynder så KAN jeg ikke lade vær! Så må du lade vær at begynde! Hvis du synes det er hårdt at snakke om så sku du prøve at stå i det. Ja det er lidt svært at tage mig af at du siger ”vi” må finde ud af det, eftersom at det er HAM der har blokeret mig og eftersom at HAM har vendt hele familien imod mig. Der må sku også være et ansvar fra begge sider af!!!???


Jeg har ingen psykolog. Jeg vil gerne vide hvad fanden der er det rigtige at gøre? Hvad gør jeg når min far inviterer mig? Hvad svarer jeg, hvis jeg bliver ønsket tillykke med fødselsdagen af mine lillebrødre som om de intet har gjort mod mig? Hvad gør jeg ved hele situationen?

Det virker som om de slet ikke kan begynde at forstå omfanget af hvad alt det her gør ved mig. Hvor dårligt jeg har det. Hvor uretfærdigt og modbydeligt det er. Hvor meget det fylder. Hvor meget jeg skal bære. Tror ikke engang de gider prøve. Hvorfor sku de? De savner mig ikke. Det er ikke dem der er alene udskudt og blokeret. De har aldrig været interesseret i mig. Det fryder dem måske ligefrem inderst inde.