Læs dagbog

Mine tanker i sociale sammenhænge-indre dialog(praktiksted ):

Nu skal du prøve at sige noget af det du mener oprigtigt! Gør det nu! Hvad mener du oprigtigt? Er du enig? Uenig? Jeg ved det ikke.. Hvad mener du? SIG DET! Jeg ved det ikke.. Hvad føler du? Jeg ved det ikke.. Nu skifter emnet igen, du er ikke hurtig nok, Jeg ved i hvert fald at min mening er om ****, dem kan jeg godt li. Så sig det! Men han har lige sagt han hader ****. Syns han så mindre om mig og tænker jeg vil starte en konflikt? Nej, bare sig det! *hjertebanken… gad vide om de synes det er underligt jeg ikke siger noget. Eller tænker…. Det er hende den falske der sidder og er for dum til at sige noget fordi der ikke foregår noget oppe i hovedet på hende, hun har sikkert ingen oplevelser eller livserfaring eller erfaring med noget som helst… eller det er hende der er så falsk og usikker og pleasende, det er så flovt at det gør ondt at se på. Det er flovt hun eksisterer. Hun er en undskyldning for sig selv. Hun prøver rigtig at være med, men hvad mener hun egentlig. Ja det er sku flovt. *Mine skuldre sidder oppe under ørene. Lad vær med at smil hele tiden. Du skal også passe på du ikke ser sur ud, hvad nytter det også. Med et smil kan de i det mindste li dig, ellers er du totalt nyttesløs. Jeg har ingen ansvar, ingen indflydelse, fordi jeg er så svag og ikke kan noget, hvor er det pinligt. *(mig der siger noget…. ”nå har du sovet bedre i nat, det er jeg glad for”

Det gjorde du for hurtigt, nu er det akavet, hvad blander du dig egentlig for? de må tænke hvad rager det hende? Du prøver rigtig at kopiere de andre hvordan de gør tingene. Det er pinligt, det kan de andre mærke. Hvor er det sørgeligt du ikk kan byde på noget som helst autentisk. De må synes du er dødkedelig og i hvert fald ikke føle dig som en person de ville gå til som. Føler også altid der blir underlig stille når jeg skal sige noget.. som om folk venter at jeg siger noget mærkeligt... hvilket jeg godt kan forstå, men
fuck hvor er det ubehageligt!

Et lille udrag fra 5 min i mit hoved.

Jeg har seriøst ikk lyst til at være til når jeg tænker sådan OG når jeg er sådan. Det er jo rigtigt. Det er jo sådan jeg er. Hele tiden smilende dagen lang, pisse anstrengende og dødtræt af mig selv og min ikke eksisterende autensitet. Og jeg kører jo mig selv virkelig hårdt! Jeg prøver VIRKELIG og ligemeget hjælper det! Jeg ku også lade vær at prøve. Bare slukke for den der kommandant i hovedet.. Men ville jeg så komme nogle vegne? Jeg syns ligesom jeg har prøvet. Og så kører det jo bare på autopilot pleaser.

Jeg betroede mig til en ude på arbejdet omkring det og det må være sindsygt ubehageligt for hende at vide at jeg er en man ikke ved hvor man har, så man kan ikke vide om jeg er rigtig glad eller i virkeligheden sur over noget. Og det lignte også på hende at hun generelt bare syns det var ubehageligt. Måske deler jeg for meget. Det vil jeg undskylde for i morgen.

Skal mødes med ny sagsbehandler imorgen kl 10. Han har talt med den gamle som ikke ku li mig og hun har fortalt ham et eller andet at jeg kan være strid tror jeg. Fordi jeg fra tid til anden har øvet mig i at stille og pænt ytre at der var ting jeg ikke var ok med. Men JEG må jo ikke sige nogen imod eller ha min egen mening. Det er jo forbudt i folks hoveder. Jeg er offer og den lille "det er synd for mig", og så kan de li mig og ha ondt af mig.

Første gang jeg talte med ham sagde han "vi har talt om.., du har det sådan og sådan, du vil gerne sådan og sådan, dine udfordringer er sådan og sådan... Det var sindsygt grænseoverskridende at han ikke spurgte mig i stedet for... Jeg har aldrig snakket med manden før i mit liv... Så sagde han vi fortsætter som hidtil.. Så sagde jeg tøvende hvad mener du?... Så grinte han helt vildt meget og sagde "ja jeg mener jeg blander mig ikke i så meget". Den forstod jeg ikk, vi havde jo ik talt før.
Så sagde han-"vi forlænger dig bare som du har aftalt med din tidl sagsbh". Og så sagde jeg "jeg har faktisk ik aftalt noget med hende.. for jeg har ikke ku få fat på hende hverken på sms eller tlf, men det er ok vi forlænger" Så siger han "Nu skal vi ikke ha for meget ballade" .......Ballade? Jeg håber seriøst jeg kan få spurgt ham imorgen hvad han mente.. Det var så underligt!

Måske skal jeg slet ikke ha med folk at gøre. Det er jo ikke en god udfordring når jeg hver gang går hjem og græder over hvor idiot jeg er. Medmindre der er en psyk som kan hjælpe med noget konkret jeg kan gøre