Læs dagbog

Så var jeg til juleaften hos min far for første gang i mange år. Jeg tænkte nu giver jeg det en chance i takt med at jeg er ved at hele vores relation ved at fortælle ham lidt af gangen hvad jeg ikke syns har været ok af ting han gør og har gjort gennem årene. Det er en proces min psykolog og jeg blev enige om var super sundt og godt, og nødvendig for mig for at hele. Jeg har kun fortalt ham et par ting indtil videre. Som han selvfølgelig blev sur over og var helt uforstående overfor. Men det er helt fint, processen og målet er at fortælle det.

Han var sådan set fin nok overfor mig. Men problemet var min storebror. Fordi han bærer nag til engang jeg ikke kunne overskue at se min far og snakke med min far fordi det var for hårdt psykisk. Derfor har han i en lang årrække ikke ville se mig. Jeg har prøvet at kontakte ham i flere år og få en aftale med ham for at ses, hvor han hver eneste gang har afvist mig med en undskyldning om at han ikke havde tid. Men tid er noget man skaber til de ting man gerne vil. Han har haft tid til at se mine to andre brødre, sine venner og til en masse andet. Hver gang har jeg følt mig som idiot. Hvorfor så ikke bare være ærlig overfor mig, i stedet for jeg sku bruge al min energi på at blive afvist. Til sidst gav jeg op. Jeg holdt op med at "plage" ham.

Han er meget indirekte og alt er bare "for sjov" for så ligner man en idiot når man reagere på noget og siger. "hey det var ikke sjovt for mig og hey jeg har behov for at... og kan vi finde en løsning på det her". Vi har kunne snakke sammen når han blev sur på mig over noget og ringede og skældte mig ud.

Juleaften var en ensom aften. Følelsen kom væltende tilbage. Mine to lillebrødre og min storebror sad og snakkede internt hele aftenen, 6 timer. Om folk jeg ikke kender, spil jeg ikke har spillet, ture jeg ikke har deltaget i. Jeg prøvede at tage ansvar ved at stille spørgsmål "hvem er det?, hvor er det? hvad skete der der? hvad går det ud på?"
Jeg fik da også svar, men til nøds.

Min mors mand skulle hente mig, men min storebror skulle køre mine lillebrødre hjem og en af dem skulle sættes af samme sted som mig, så jeg spurgte ham om han ville sætte mig af også, så min mors mand sparede at skulle hente. Han begyndte at smile og grine underligt smørret og kigge ned i gulvet ""hmmm hmmm hmm nej det er ikke så godt for dæk trykket haha, men ellers ville jeg gerne" og jeg ved intet om biler men fornemmede godt det var som at blive gjort til grin foran alle. "hvad er det? er det det med dækkende eller er det noget andet?" Nej han holdt ved sin historie. Men jo ok så ku han vel godt køre mig. Og jeg havde det mega ubehageligt med at kører med, men han holdt fast. Jeg ville ønske jeg bare havde sagt nej jeg ringer efter min mors mand. Så havde jeg ikke følt mig så meget i vejen.

I aftenenes forløb blev han ved at skule, og ja det er seriøst, han kniber øjnene sammen og smiler smørret samtidig med han rynker brynene sammen. og når jeg spørger hvorfor kigger du sådan på mig, så siger han "hmm haha haha ikke for noget" Og ja det er ku da være sjovt nok og useriøst nok, men ikke med vores baggrund og ikke når det er hele fucking tiden, hver gang jeg har set ham!

Her kommer der en festlig sjov kommentar
Min far åbner sin gave fra mig og siger tak og den finder jeg plads til et sted (det var en plante, han er vil med planter) og min storebror bliver hel opkørt i ansigtet.. og begynder at grine og grine men stadig sådan smørret og lumsk som om at jeg er dum, og han snøre mig. Som om jeg ikke kan regne ud at der kommer en sjov led joke lige om lidt. og gangske rigtig, som svar til min fars kommentar (den må jeg finde et sted til) : Fra min ene bror "Ja i brændeovnen haha haha haha" Min storebror "Ja! hahahahahahaha det var præcis det jeg tænkte hahahahaha".
Jaja meget sjovt/uskyldigt bortset fra at det er helt sindsygt underligt! Jeg har aldrig haft den humor med ham. Det er ikke sådan en humor de kører overfor hinanden nogen af dem.

Under middagen. Storebror til mig:"hvorfor flytter du ikke bare sammen med din kæreste?"

Han har spurgt før, det gjorde han sidst jeg så ham og han VED derfor at det er noget der går mig meget på, et kæmpe problem fordi min kæreste vil bo på fyn på landet pga natur. Jeg er ligeglad hvor jeg bor men vil helst ikke flytte væk fra det eneste som der bringer mig livsglæde, nemlig min sport, som tilfældigvis er i kbh.
(min mor bringer mig også livsglæde men vi bor langt væk fra hinanden alligevel og min kæreste bringer mig også glæde, bortset fra når han skælder mig ud over "ting"=alting han er sygeligt jaloux over, som er stortset hele tiden nu)

Hvorfor fuck spørger han når han VED det!? og så det der "BARE" .
For at provokere indirekte og for at jeg skal bruge en masse energi på det. og tillykke det gjorde jeg. Begynder at ville fortælle det hele EN GANG TIL. Og begynder at ville fortælle en masse spændende om min sport og hvor meget livsglæde og livskvalitet den giver mig. Hvortil han afbryder og siger "hvorfor dropper du ikke bare den sport?" Så begynder jeg igen at fortælle om livsglæde osv men når kun ligeså langt som før (5-10 sek)for så begynder han fandema og snakke til en af mine brødre.!!!?? what the FUCK!!!

Senere
Storebror: grinene hånligt, smørret, drilsk. "hahahah, hvad er det nu han hedder ham din kæreste, haha haha hedder han ***** (en jeg var kæreste med i 2 måneder for 2 år siden) haha haha" Mig : "nej han hedder *****" nåe ok hahahhah
Jeg forstår ikke hvad der er så helvedes sjovt ved at han ikke ka huske navnet på min kæreste!

Jeg havde det SÅ dårligt da jeg kom hjem! Jeg følte mig som jordens største taber, en man griner af, jeg følte mig mobbet.

Jeg skrev en irriteret sms hvor jeg kort nævner alle tingene. og at jeg har behov for en forklaring og jeg er gal og skuffet. Jeg ikke syns det er ok. Jeg poster den herinde på et tidspunkt. Jeg nævner også i beskeden at jeg havde ikke synes det er ok at JEG havde foreslået ham en hyttetur, ham og jeg, og at han derefter inviterer mine lillebrødre med hvert eneste år, i 10 år ca nu uden at invitere mig på min egen ide.

Beskeden (som er en pæn besked, ja lidt irriteret men sober og ærlig) reagere han på ved at skrive en hel masse tilbage som indikere at ALT er min skyld og beskyldninger om ting jeg ikke har gjort og han blander min far og brødre ind i det og skriver "VI er godt trætte af dig.. osv"

Vi skriver lidt frem og tilbage. Pludselig er det kun mig der skriver, jeg føler det underligt han ikke svarer. Jeg får af vide af min mor at han har fortalt hende at han har blokeret mit nummer..

Et par uger senere fortæller hun at mine lillebrødre holder deres fødselsdag om et par dage og hun var blevet inviteret, men de vidste ikke hvad de skulle gøre i forhold til invitation pga. konflikten mellem mig og min storebror. Jeg forberedte mig på at jeg ville svare at jeg gerne ville komme, men hvis det betød at min storebror så ville sige nej til at komme, så ville jeg bare lade vær at komme sådan så de kunne se ham(fordi jeg ved de er meget fans af ham og nyder at være sammen med ham). Så havde jeg været cool og overskudsagtig. Men jeg fik aldrig et opkald... 1000 tanker går igennem mit hovede. Hvorfor ikke? Har min bror forpestet dem og siddet og bagtalt mig og fordrejet sandheden til dem sådan så de har valgt også at afskære mig?!!! Eller har de bare retfærdiggøret det for dem selv i hovedet ved at bilde sig selv ind "det er ikke at holde noget, det var bare et par timer, det var ikke rigtig at holde noget" og så har min far bakket dem op med en selvretfærdiggørende stemme"Det er barer HELT ok det i gør! Det skal i slet ikke tænke på og hvis hun blir sur over det så skal jeg nok fortælle hende at hun ikke skal blande sig!" Jeg kan lige høre det for mig..
jeg ved det ikke, jeg må prøve at finde ro i ikke at vide noget. Så jeg ikke skal gå rundt og være mere rasende end nødvendigt.

Det næste der sker:
Min mor informere om at min storebror har inviteret alle undtagen mig, til min nieces fødselsdag den 14 februar hvor hun bliver 10. Min niece som elsker mig og jeg hende. ""vil du ikke lade være at sige det til catarpillar at hun ikke blir inviteret?" havde han sagt til min mor.

Åbenbart har han også fortalt min niece om "situationen" mellem mig og ham! OMFG!! Are you kidding me!!!??? Hvad har han sagt af lort til hende om mig? Hans version! forpestet hendes syn på mig med hans giftige lort? Hvad fanden sker der at blande et barn ind i det?????!!!!!!!!!!! Jeg er rasende!!!!!
Det er fandema under bæltestedet! Hvad fanden sker der!!! Hvad Fuck bilder han sig ind!!!!!!!!! IDIOT

Jeg er så rasende og skuffet!!!!!
Min hjerne kører rundt i spin med det her lort!

Så nu har jeg som det ser ud ingen familie andet end min mor. For jeg er jo et frygteligt menneske der uretfærdigt flipper ud og er skør. Aka jeg siger mine behov og siger fra overfor pis. det er åbenbart ikke ok jeg er andet end undertrygt underkuet og underdanig så må man jo hellere straffe mig ved at ekskludere mig fra familien og få hele familien til at vende sig imod mig. Way da go bro! Men Guess what! Det finder JEG mig IKKE I! Gu gider jeg ej at ha det dårligt og blive mobbet og bare holde kæft! GLEM DET

Og hver gang jeg snakker med mor, så hører jeg om hvad der er nyt omkring lort der bliver gjort og sagt bag min ryg af dem. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det for jeg er ligenu container og endestation for lort. Skal jeg sige jeg ikke vil høre noget? eller er der en anden mulighed? jeg vil ikke be hende om ikke at snakke med dem.

Er rasende, energifælder all over the place! tankemylder.