Læs dagbog

Jeg springer lidt rundt i dagene, men det går vist.
Dagen foer jeg skulle besoege min far og kone var jeg nervoes, ked af det og stresses. Jeg var bagud med nogle ting, og kunne godt se at jeg ville få svaert ved at koebe en sammenplantning til fars kone, og jeg ville også gerne koebe nogle druer til far. Min far elsker druer.
Jeg spurgte P om jeg kunne få hende til koebe det til mig, og det ville hun gerne.
Jeg blev roert da hun senere stod med en sammenplantning og to bakker druer til mig.
Jeg taenkte også en på P's nabo og var ked af det...
Tidligt op naeste dag. Så med bus, så en mere og igen en. Jeg var med toget hjem igen. Det gik knap så godt, men det kommer har jeg besluttet mig for.
Fars kone hentede på stationen.
Den var bar den lejlighed, ja, vi bor jo som vi goer, men jeg kom til at savne det kaos - og det liv - der nogle gange hersker her. Enkelte ting i vindueskarmen, min far i en laenestol - der var så tomt omkring ham, synes jeg, og fars kone i sin stol, og datter i sofaen.
Jeg tog et billede af min far og et af hans kone. Jeg kan ikke se om han er på vej til et smil, men de triste og bekymrede rynker er dem der mest praeger min fars ansigt. Dybe furer mellem oejenbrynene. Jeg tror at vores ansigt med rynker og furer former sig gennem livet alt efter hvordan vi har haft det...
Silden skal på broedet, P, sagde hans kone til ham. Jeg synes hun klarer det fint.
Pegefingeren på aeblestykket på skeen, da vi fik aebler der havde vaeret i ovnen.
Er det sådan et barn goer, taenkte jeg.

Jeg vil gerne have druer, sagde han. En lille klase i hånden, en drue der trilles lidt mellem pege og tomleren og et par stykker i munden. Den samme lyd, som for mange år siden, når han tygger.
Åh for fanden, lille dreng, taenkte jeg. Hvor er jeg ked af at du har haft det så svaert.
Mere is, tag noget mere..

Min far blev skraemt, tror jeg, da jeg i sjov sage at jeg traenger til hoereapparat. Det samme da vi snakke om tandlaegebesoeg, og jeg beroligede ham. Jeg havde angst, da de fulgte mig til toget, men jeg kan ikke vise det og er bange for at angsten pludselig slår ud i lys lue, og det goer det ikke lettere at have angst, når man skal daekke over det for ikke at skraemme sine foraeldre eller goere dem oproerte.

For mange år siden spurgte jeg en laege, hvorfor jeg egentlig har angst. Hun mente, at det skyldes, at der ikke rigtigt er blevet taget hånd om det og troestet, da man var barn. Og ud fra det jeg oplever i dag, passer det vist meget godt.

Er du ked af det, spurgte min far pludselig.
Nej, svarede jeg.
Hvad mon han ville have gjort, hvis jeg havde svaret ja.
Jeg var ikke ked af det.

Så havde han svaert ved at lyne jakken, da vi skulle ha overtoej på. Taenk, at miste sine faerdigheder og grinede alle de svaere boeger ikke lidt af ham.
Det er ikke noedvendigt at tage overtoej på endnu, P, sagde hans kone.

Studievaerelset med alle boegerne. Hylder med boeger fra juridisk fakultet, alle sprogboegerne og tegninger af Churchill, ikke rigtigt stavet, to tegninger med to forfattere jeg ikke kendte og en stor tegning med en anden mand, som jeg ikke kendte. Hvem er det, spurgte jeg. Det er da - og så navnet. Grundlaeggeren af esperanto - vist heller ikke rigtig stavet. Noej, hvor har du mange boeger, sagde jeg til min far. - For mange, svarede han og vendte sig vaek.

Videre ud i gangen. Der står hjerteblodet, sagde hans kone om nogle boeger der stod sirligt på en reol derude. Boegerne fra Polyteknisk Laereanstalt Min far sagde ikke noget. Og reolerne i stuen der også stod paent. Hvor har du laest meget, far, sagde jeg. - For meget, svarede han.

De fulgte mig til toget. Foerst med bussen. Jeg proevede at tage min far i hånden. Det foeltes forkert og akavet og jeg slap hans hånd. Da vi skulle krydse en meget befaerdet vej ved statioenen, greb han ud efter både min hånd og hans kones hånd og han gik imellem os. Jeg havde et godt tag i hans hånd og lod min tommelfinger stryge et par gange frem og tilbage over håndryggen på hans hånd.

Det var ikke helt godt i toget hjem; men det bliver det!!!! Jeg var stresset og nervoes,men glad for at jeg endelig var alene. Jeg fangede mit spejlbillede i vinduesruden et par gange. Jeg kan godt blive overrasket over at jeg ser ret normal ud selv om jeg sidder der med mine dårlige nerver og mine daemoner... hahahah :)

Jeg fik verdens bedste kop kaffe på min hjemstation.

Jeg har ordnet have siden, vaeret sammen med P, spise med P og R, masser af liv i modsaetning til og jeg har også vaeret sammen med S - nemt og ukompliceret.

Nå Aldrende foraeldre er også en del af livet. Jeg ved ikke hvordan jeg goer, men det finder jeg vel også ud af - Go aften

Der bliver ikke rettet fejl