Læs dagbog

Det var en lang dag, da jeg besoegte min far og hans kone i onsdags. Jeg var hjemmefra i ca. 12 timer.
Da jeg begyndte at skrive til min far, vidste jeg at det ville vaere på hans betingelser - for at give ham noget...
Det samme da jeg besoegte ham. Jeg er ked af at han har haft det så svaert i sit liv - det lyder frelst - hov, jeg er holdt op med at forklare - så vil jeg, hans datter, gerne tilfoeje et eller andet godt til hans liv..
Det vil jeg gerne give ham sagde jeg til superlaegen. Hun var imponeret: Hvis du er bevidst om at du goer det for hans skyld og ikke kan forvente noget retur, synes jeg at du skal goere det.
Synes du at jeg er selvfed eller romantiserende spurgte jeg. - Du skal vaere bevidst om at det bliver på hans betingelser og ikke forvente noget
Han var tung, som jeg skrev i min seneste dagbog. Jeg havde ikke ret meget ide om hvad han taenkte på. Han virkede ikke vred eller glad men bare indadvendt...
Jeg forsoegte at få en snak igang med ham, men det opgav jeg hurtigt. Hvad kunne jeg ellers goere for en god kontakt. Haelde kaffe op til ham og byde på mere kaffe indimellem.Tag mere is, Far. Tag mere is (og vaer glad. Du skal ikke vaere ked af det). Jeg noed da han virkede spaendt og glad da han åbnede hans foedselsdagsgave. Det har han haft brug for, taenkte jeg; at få opmaerksomhed. Jeg loefter tit stemningen ved at vaere finurlig og klovne lidt og det kan få ham til at lyse lidt op...
Han gav mig pludselig to boeger fra samlingen: En om Olof Palme og en anden om det nye Rusland. Han er stjerne dygtig, min far. Hold nu kaeft, nogle boeger han har laest og kan laese... Her er jeg imponeret/duperet og taenker: Jeg har nogle af hans gener; men kontakten mellem ham og mig er ikke god, og det har den egentlig aldrig vaeret. Det er helt skoert, når det er barnet, der skal skabe kontakten til sin foralder...
Dagen efter var jeg ked af det og havde ondt af mig selv. Jeg har vaeret pisket til at gå rundt i så dårlig kontakt med min far
Hvor skal børn ellers gå hen. En meget tung stemning og en fornemmelse af dyb sorg og "doed", og en far, der ikke rigtig kan finde ud af at vaere i kontakt med sit barn( eller andre mennesker...?) Hvis man ikke bliver stresset, bange og ked af at være sammen med nogen, der har det helt elendigt, så ved jeg ikke..Men jeg kan ikke klandre min far, eller I hvert fald kun i kort tid, for ikke at gå ned på det, for det er højst sandsynligt sådan min far altid har haft det...vil jeg tro
Jeg havde lyst til at blive liggende; bare i fosterstilling for altid...
Fandeme nej, nu har jeg fået fat i noget godt og fat i livet, så det er op til mig at fortsaette som foer... Så det goer jeg...