Læs dagbog

Mellem jul og nytår
B ringede igår. Hun ville sige tak for julegaven: -
- Det var en hyggelig og interessant gave, sagde hun.
Jeg er mange gange lige så spændt på hvordan andre vil modtage mine gaver, som hvis det var mig, der skulle åbne en pakke.
Jeg synes hun klarer det med min far fint.
- Jeg ved ikke noget om det, eller hvordan man gør, siger jeg og hun siger: - Nej, det ved jeg heller ikke.
Hun er rar, tålmodig og kærlig og alligevel bestemt: Han skal altså ud.
- Hvordan tager han det. (Altid det psykologiske med mig. Måske sku jeg skrue lidt ned for det.. suk.. )
- Han er bange for at dø, siger hun. - Han kan ikke lide tanken om at der så ikke er mere.
Jeg er glad for at han har hende at sige det til og jeg forestiller mig, hvordan de måske ligger i mørket og snakker om det. Det føles rart at tænke sådan, også selv om min far skulle være bange.
- Hvad tænker du på, P, spørger jeg ham også, fortsætter hun.
Jeg er også glad for at hun spørger om om det.
- Hvordan har du det selv, spørger jeg, kommer du også ud? Det gør hun.
Min far kommer også til telefonen.
- Vi havde det godt, siger han flere gange til mig. Jeg ved ikke om han siger det for at blive forsikret om at vi havde det godt eller for at understrege overfor mig, at alt - eller meget - var godt.
- Ja, vi havde det godt, far, siger jeg. Det havde vi - langt fra - hver gang. Mine forældre havde hvert deres at slås med; men hvis det gør ham rolig at jeg siger sådan, gør jeg det.
Måske kan det også være en del af en tilgivelses process for mig, at jeg fortæller ham det og "giver " (?) ham det. (Nu gør jeg det igen; det med at analysere og intellektualisere - hah! :) )
Jeg er imponeret - jo, imponeret - over den viden min far har! Hold nu op! Jeg kan stadig huske, hvordan jeg, som barn, sad med min appelsinvand og en romkugle helt oppe under loftet og hvordan min far sad ved en af de forreste pladser i et auditorium - som i en arena - og lyttede til forelæseren, og hvordan jeg var med på forskellige biblioteker og i antikvariater.
Hmm... hvad ellers..
Jeg inviterede P med ind igen..
- Jeg synes du skal komme ind nytårsaften, skrev jeg i en sms til hende. - Er det ikke ærgerligt at sidde hver for sig.
Det føltes godt at være den, der giver sig (?) istedet for at være den der er den mest stædige, for jeg ved faktisk ikke hvad vi ellers lavede, andet end at sidde og være stædige (?) hver for sig.
Det virkede som om at hun blev glad, og vi skal finde ud af noget med noget mad.
Ikke mere for i dag.
Rigtig god dag til alle :)