Læs dagbog

Hvorfor er det så svært?

En side i dagbogen "Frk. Petersens tanker"
Skrevet af frkpetersen 27. august 2016 09:04

Dette bliver et længere indlæg, det ved jeg på forhånd. Der er så meget der skal ud.

"Det værste ved, at være stærk, er at ingen spørger om du er OK"

Et citat, jeg har set meget og overalt, på det sidste - og det passer jo. Jeg virker stærk ud af til, så ingen kigger en ekstra gang, tolker det falske smil og spørger "Line, er du OK?" - for hvorfor sku' de? Folk har nok i sig selv, nu til dags.

For tiden, spøger min mormors død meget. Og det er hvad dette indlæg faktisk skal handle om - en af de skønneste kvinder, jeg nogensinde har mødt.
Jeg kan allerede mærke, at tårerne presser sig på.. Here goes.

Jeg sad en fredag, i jan. '14 hjemme ved min mor, sammen med min daværende kæreste. Vi snakker og hygger. Ligesom vi skal til, at køre (min eks og jeg) læser min mor en besked fra min onkel op. Mormor er faldet og er blevet indlagt.
Hun var hun blevet indlagt for 3. eller 4. gang, inden for 13 måneder, og blevet udskrevet kort efter igen, så vi trak lidt på skulderne og sagde "Nårh ja, men hun er jo nok hjemme igen i morgen"

Lørdag morgen, den 25/01 - altså dagen efter SMS'en, skriver min mor, til mig. "Mormor lever ikke weekenden ud"... Her brast min verden - min mormor har ALDRIG været syg, aldrig været indlagt og har født begge børn hjemme, i sengen - så hun var jo praktisk talt udødelig. Og hun sku jo blive 100 år!
Jeg brød sammen. Min mor og jeg aftalte at køre med min storebror op på sygehuset, for at sige farvel. Og her begynder anden udfordring på 1 time - min eks ville gudhjælpemig ikke køre mig!! Så han skulle overtales til, at starte sin møgbil og køre mig hjem til min mor...
Vi kom op på sygehuset. Hvor var det mærkeligt, at se en af de stærkeste og skønneste kvinder, ligge der og være så svag - for det vidste jeg hun var, selvom hun så ud som om, at hun sov. Hun snorkede let, som hun plejede, at gøre. Vi talte ikke direkte til hende, vi var alle i chok og vidste ikke, hvordan vi skulle håndtere det. Men vi lod hende vide, at vi var der </3
Vi tog afsted igen, meget tung hjertede og jeg græd. Meget.

Søndag gik, og der var intet nyt om mormors tilstand. Jeg prøvede, at komme igennem dagen. Ærligt husker jeg ikke meget fra den dag - jeg var mere eller mindre bare en tom skal. Mine tanker var hos mormor <3

Mandag morgen.. Jeg skulle jo i skole. På vej til skole, den 27/01 2014, brast min verden igen. Min mormor var sovet ind, natten til mandag. Herfra husker jeg faktisk kun, at jeg tudede som pisket og skulle fortælle mine lærere at, min mormor var død meget pludseligt..

Jeg husker ikke meget, fra tiden efter. Jeg prøvede, at virke stærk og det må have virket - for ingen spurgte om jeg var OK. Jeg husker, at vi var meget ved min mor, og jeg husker at jeg kiggede op på stjernehimlen om aftenen og græd. Jeg græd stille. Hver dag i 3 uger, græd jeg. Jeg skjulte det for min eks, for hans ord efter bisættelsen var "tag dig sammen og kom videre" det gjorde ondt, for den person som skulle støtte mig mest, var den der svigtede mig.

Til bisættelsen, gik jeg op i, at se pæn ud - ikke for mig selv, ikke for familien, men for min mormor. Min første bisættelse/begravelse og så ved en, som havde stået mig så nært. Tættere, end jeg troede.
Orglet startede, som folk begyndte, at gå ind i kirken - og allerede her, tudede jeg igen som pisket. Havde min fætter ikke givet mig lommetørklæder, var kirken vist blevet oversvømmet.

Det var så forbandet hårdt, at skulle indse, at det var min mormor der lå i den kiste, min mormor jeg aldrig skulle se mere.
Og her er kommer mit spørgsmål så; HVORFOR SKAL DET VÆR SÅ SVÆRT!?!

Her, 2½ år efter, er det stadig svært. Jeg har stadig ikke indset, at min mormor lagde i den kiste, har stadig ikke indset, at hun aldrig skal ringe mere og synge fødselsdagssang for mig, i telefonen. Jeg kan aldrig mere ringe til min mormor, aldrig mere diskutere med hende og aldrig mere, spise brød med hende til middag.

Aldrig mere, skal jeg rede hendes hår, aldrig mere får jeg et klap i bagdelen og aldrig mere, skal jeg høre hende nynne.

Og det er sgu svært, selv 2½ år efter. Det er svært, at en person man ikke troede man stod tæt med, lige pludselig alligevel har betydet så meget for en, at man stadig kigger på stjerne og tænker "kom nu hjem mormor"

Min mormor er død og måske et lille stykke af mig, er væk for altid.

Kommentarer fra andre brugere

Din dagbog rører mig dybt.
Du beskriver så godt de følelser som er i spil når en af vores kære går bort.
For dig din Mormor, for mig var det min Mor.

Men det er netop så hårdt fordi vi elskede dem så meget.
Det er som om at verden bliver fattigere, mere tom.

Man siger at tiden læger alle sår.
For mig er det vist ikke sådan.
Jeg savner stadig min mor så forfærdeligt..
Og det er helt i orden.
Vi havde meget at tale om, hun var syg som jeg, bare en anden diagnose.

Du har også haft et tæt forhold til din Mormor.
Det er en gave som man skal passe på med nidkærhed.
Tænk hvis du aldrig havde elsket nogen så meget?
Så ville verden være meget mere fattig og trist.

Jeg håber at du også, ud over sorgen, kan glæde dig over jeres stunder sammen...
Og at du har andre mennesker i dit liv du elsker lige så højt.


Mange mennesker har intet håb.
Jeg er kristen.
Ikke for at håbe at det onde ikke varer ved, men fordi jeg synes det giver mening.
Det er logisk.
Det er en lang historie jeg ikke vil trætte dig med.
Men for mig er muligheden for at se vores kære igen, meget nærliggende.

Jeg håber for dig at du kan finde trøst i et eller andet.
Meningsløshed er for.. Tomt?

Men hvorom alting er, så bevarer du din Mormor i kraft af de minder og tanker du har om hende..
Om det hun har givet dig.


Du ønskes alt det bedste, Mvh.

Skrevet af Bipolarix, 27. august 2016 15:10