Læs dagbog

Så fandt jeg min vej tilbage til depnet. Det har ellers gåte ret godt nogle år, jeg blev gravid og blev beriget med en skøn datter i 2017. Gik så fra hendes far i 2018 og et par måneder efter mødte jeg en ny fyr.
Blev så gravid med ham i 2019, kort efter min stress-diagnose, og er i maj i år blevet beriget med endnu en skøn lille pige.
Corona har ikke betydet så meget for mig, jeg er introvert og omgåes ikke mange mennesker - og samtidig var jeg jo i min egen lille lykkebobbel og koncentrede mig jo egentlig bare om, at lære min lille nye pige at kende.

Allerede i graviditeten havde jeg tegn på depression igen, men negligerede dem - det var nok bare hormoner og skyldfølelse over manglende overskud til min store datter, fordi jeg var hårdt ramt af bækkenløsning.

Nå, men alligvel fik jeg en diagnose på depression i august. Jeg er blevet tilknyttet lokalpsyk., og er begyndt på antidepressive. Det begynder, at køre for mig og jeg får mit overskud tilbage.

I september, sidder jeg og holder min fars hånden sidste gang, mens han tager de sidste åndedrag. Han fik diagnosticeret kræft igen, sidste sommer og ja - denne gang tog det livet af ham. Det skubbede mig lige ned i et meget dybt og sort hul. Snakke med bedemand, planlægge bisættelse, være til bisættelse, bære ham ud af kirken med min store pige på armen, urnenedsættelse.
Samtidig med det, har jeg skulle være mor for mine dejlige piger og jeg har tendens til så, at skubbe mine egne behov og tanker væk - og det giver altså bagslag.
Det resulterede selvfølgelig i mange humørsvingninger og diskussioner mellem kæresten og jeg - så meget og belastende, at han valgte at gå fra mig, i november.

Jep - så nu har jeg diagnose, dødsfald OG kærestesorg, at deale med.
Jeg kører med 120 km/t døgnet rundt og har sjældent tid til mig selv og bare være mig, uden ansvar - hvilket jeg har brug for, hvis jeg skal bearbejde, lade op og hele.
Det har så resulteret i en indlæggelse på psyk. Jeg blev indlagt d. 10/12 og er lige kommet hjem i dag, d. 14/12.
Jeg er stadig træt, men har meget mere overskud nu. Nu skal jeg så bare lære, at lytte til min krop og dens signaler..

Nå - det var lige et "lille" catch-up skriv herfra.