Læs dagbog

Jeg skammer mig over min dårlige selvtillid. Samligner mig med andre, har lyst til at flygte fra det jeg gør, fra mit arbejde. Jeg kan ikke holde mig selv ud, holde min mangel på evner ud. Jeg træner og træner og kommer en millimeter frem men oplever fremgangen en sjælden gang. Jeg er rædselsslagen for nogle ting for at der kommer fokus på mine mangel på evner og så er der de forbandede nerver og den kæmpe præstationsangst.
Jeg ved godt at det er skørt men det gør også ind over min mangel på selvværd. Den indre kritiker siger at jeg ikke burde leve når jeg ikke gør ting godt. Jeg skal gøre mig fortjent til livet, der er ingen anden grund til at jeg er her. Det er nemlig en fejl at jeg er her. Det er det der er skørt, jeg ved det og jeg vil øve mig på at vende den løgn i mit hoved.
Jeg må arbejde konstruktivt med det, så jeg ikke skader andre eller mig selv. Jeg ved at mine tanker og handlinger må og skal føre til de bedste udgaver af mig selv og andre. Det er det jeg må øve mig på. Der er jeg godt nok ikke endnu.