Læs dagbog

ømhed i arme og ben og hoved og ryg.
Tristhed pga at jeg på en måde lever på en anden måde end det jeg tror på. Sætter på en måde freden i mit netværk, dvs hos familie og venner højere end at jeg lever efter min overbevisning. Jo jeg lever på en måde efter min overbevisning for jeg synes at det er vigtigt at min omverden ikke bliver forstyrret i deres tro af mig. Det fører til en slags ufred som jeg ikke har lyst til at skabe. Der er en talemåde, der siger at "tanker er toldfri". Jeg er fri i mine tanker. har ikke lyst til at dele alt med folk (selvom jeg til dels deler det her) for mange i min omgangskreds vil ikke forstå dem. Troede ikke at jeg på noget tidspunkt i mit liv ville få det sådan her.
Er som i et tåget ingenmandsland. Andre kan også gå rundt i et ingenmandsland men jeg tror at de er i deres og jeg i mit. Har dog læst om nogle der er i samme ingemandsland som mig men jeg kender ikke nogen. Det er hårdt.
Jeg prøver at gøre det rigtige. Men hvor længe kan jeg leve sådan her. Jeg ser ikke andre muligheder.
jeg er bange for fremtiden. Tænker også på at livet er så kort.
jeg må huske at leve livet, er dog lidt i tvivl om hvordan.
jeg er så anspændt og kan heller ikke synge dvs arbejde rigtigt. Jeg tror ikke at der er nogen der ved hvordan jeg har det indeni. Men jeg ved ikke hvem jeg kan sige det til. Har prøvet at sige noget til min mor for et års tid siden. Hun svarede med at sige det samme tre gange i træk og kunne slet ikke gå ind i dialog eller bare lytte til hvad jeg sagde. Denne sommer fortalte jeg at jeg var ved at lære et bestemt sprog og det har også betydning for noget i min overbevisning. Jeg sagde det to gange tydeligt. Egentlig ved jeg ikke om hun hørte hvad jeg sagde. Men ejg tænker at jeg ikke vil dele den slags med hende mere. Det bekræftede mig i det. Men samtidig tænker jeg at det er mærkeligt at jeg ikke er hvor hun eller nogle af mine venner er mere iforhold til overbevisning. Jeg tænker at de ikke kan rumme det og derfor tør jeg ikke tale mere om det til hende eller andre. Jeg tænker også på om jeg får det anderledes engang. Bliver jeg overbevist om andet? Og kommer jeg så til at hænge på den måde jeg ser tingene på hvis jeg nu taler om det.

Jeg snakker ok med både min mor og med nogle venner. jeg snor mig "bare" uden om det sprængfarlige emne. Og så er der det at de jo gerne må tro på det de gør.
Der var engang en der i et foredag sagde at hver af os må gøre vores bedste der hvor vi er. det var bare så godt sagt og det tænker jeg meget på nu.