Læs dagbog

I dag på arbejdet kom der noget ind fra sidelinjen. Jeg sagde fra men begyndte at ryste og svede og hev efter vejret. Jeg sagde til mine nærmeste kolleger, at jeg godt vidste at det ikke var noget at reagere så voldsomt på. De nærmeste kolleger var rummelige. Jeg kunne bare ikke styre min stress over det der skete. Da jeg kom hjem forsatte det og min børn spurgte hvad det var. Jeg sagde hvad det var. De spurgte om der ikke var andet. Nej det var der ikke. Jeg nævnte det for min mor som jeg talte med i dag. Først sagde hun ja, hvordan kommer du af med det. Det er ikke rummeligt at sige sådan, synes jeg. For jeg kan jo ikke skære det ud af mig selv. Jeg vil gerne af med det men jeg skal jo også rumme hele mig. jeg kommer ikke af med det ved at gøre det til en slags fjende. Jeg må gå det i møde. Jeg sagde også at jeg er bange for at det kommer til at gentage sig på arbejdet. Ja sagde hun. Du kommer til at bryde sammen. Jeg tror at hun gentog det flere gange.Det sagde hun som en sikker forudsigelse og det blev jeg faktisk ked af. Jeg er bange for det men jeg ved jo ikke om jeg gør det. Hvorfor siger hun sådant noget? jeg svarede at vi jo ikke vidste det, at jeg var bange for det men at det ikke var helt sikkert. Det frustrerer mig. jeg er ked af og bange for at jeg også må droppe min flexjob gennem 8 år. Men nu må vi se. Det kan være at det bliver bedre.