Læs dagbog

Hvorfor skulle du dog derop? spurgte min mor da jeg talte med hende for lidt siden.

Hun kan ikke forstå min vrede, rumme den. Det gør mig vred på hende. Men jeg kan ikke bestemme om andre skal acceptere mig og min vrede.

For ngl mdr siden skældte jeg Telia hæder og ære fra. På en skala fra 1 til 10 lå jeg på 11 eller mere. De havde sendt mig en ny ruter der skulle tilsluttes et corexstik (et rundt et). Uden at orientere mig om noget ellers. Efter et stykke tid fandt jeg stikket godt gemt i et andet rum. LIdt pinligt.
Nu har de åbenbart (tror jeg) trykket på en knap så TV skal have ny adgangskode fra den nye ruter eller noget mv for at kunne se det. Det skete pludseligt også uden at orientere mig.
Jeg ringer til dem i morgen.

Så var det min mor spurgte om hvorfor jeg skulle op i så højt et rødt felt dengang jeg blev sur på Telia.

Jeg har på en måde ikke lyst til at blive så vred, men jeg føler det er en del af mig at kunne blive så vred. Jeg kommer jo ned igen. Jeg kan godt relatere med de folkslag/kulturer der er kendt for at kunne blive meget vrede. Der må man godt men her i DK. Uha nej vi skal tale ordentligt om tingene og det er nok også det rigtige. Vrede kan nemt blive ødelæggende men sommetider føler jeg at jeg skal tvinge mig jeg skal nok indordne mig og blive en stoisk rolig person uden at være det. Sådan har jeg det lige nu. Men vreden er stadig indeni. Og det forstår min mor ligesom overhovedet ikke.

Der var også det at hun da jeg tidligere nævnte min skælden ud på Telia på hende, opmuntrede hun og min stedfar og sagde at det var da fint nok. Jeg skulle bare give den gas. Det klarede de nok. Hvor jeg selv havde det dårligt over at jeg var blevet så gal.

Hun er jo min mor og mødre (inkl jeg selv) kan sige noget, der virker som en syl. En bemærkning, der rammer. Og denne bemærkning sagt og måske også ment på en venlig måde ramte mig, som om jeg ikke har lov at være mig.

Nej det er ikke godt at tromle med sin vrede. man skal passe på hinanden og sig selv her i verden. Jeg øver mig i at styre mig så jeg i min vrede ikke ødelægger, samtidig med at jeg også har lov at være i verden med den energi som der er i vreden. Jeg vil gerne kanalisere det over i noget konstruktivt.
Men der er en del af mig, som jeg oplever jeg undertrykker hvis jeg ikke bliver vred. Jeg ønsker dog virkelig ikke at ødelægge.

En psykolog sagde engang til mig at min store vrede skyldes at min far forkastede mig som barn. Jeg tror simpelthen ikke at det er (hele) forklaringen. Jeg har selv en teori om at det er min hjerne. Jeg er født sådan. Måske noget jeg har arvet fra en eller anden i familien og jeg trivler på at det er fra min mor, men jeg ved det jo ikke. Måske en del af en ængstelse men i hvert fald tror jeg det skyldes min hjernestruktur som jeg må forholde mig til.


Ette: Mange tak for din kommentar. Ja man skal huske sig selv i det hele og det kan godt være svært. Tak for at minde mig om det. Jeg prøver at huske mig selv og kunne rumme andre også. Jeg tror jeg må øve mig hele mit liv på det.