Læs dagbog

Så trist med Ukraine. For 30 år siden fik landet sin uafhængighed. I går led civilisationen i verden et nederlag. Jeg vil tro på at det kommer tilbage, men der går måske lang tid.

På arbejdet synes nogle problemer fastlåst. Jeg er stået af. Orker ikke at kæmpe. Det fylder mine tanker når jeg er vågen og jeg græder ind i mellem. Er så sur på mig selv, fordi mine børn ser det. Jeg hjælper ingen ved at gå ned med flaget eller/og græde.

Jeg trækker mig fra nogle møder og måske også fra sociale arrangementer som jeg plejede at være med til på arbejdet. Jeg orker det ikke. jeg kommer og gør min kerneydelse som det så fint hedder i fagsproget. Og så prøver jeg at finde et andet arbejde, hvis det er muligt. Jeg tænker på alternativer. Men ved ikke om jeg kan finde noget hvor en del trods alt bakker mig op. Det skal man jo også sætte pris på.