Læs dagbog

Det er mærkeligt. Næsten surrealistisk. Omkring mig er alt i opbrud. Verden, politisk, på arbejdet, mine børn. jeg må tage det som en øvelse i at stå på centrum af kompasset når ting og mennesker forsvinder, når det går op og ned. Det er sikkert ikke første gang i verdenshistorien af den slags sker. Jeg skal ikke blive bange. Det går, det går. Måske er der nogle af forandringerne privat og på job der bliver noget godt. jeg må tro på det.