Læs dagbog

Kære dagbog

Er livet ikke bare fantastisk nogen gange? Jeg fik i går morges en nyhed som gjorde mig så glad, at jeg flere gange i løbet af dagen måtte overgive mig og lade glædestårerne løbe...

Klokken 8:20 havde jeg tid ved en fertilitetsklinik i Århus... Jeg havde mailet til lægen og fået et positivt svar - men jeg har så svært ved at tro, at noget godt nogensinde skal ske for mig, så jeg havde stadig svært ved at tro, at han virkelig ville tage mig i behandling. Jeg var simpelthen bange for at blive skuffet igen.

Men jeg dukkede op kl 8:10 - og venteværelset og klinikken var i fuld sving... der var allerede mange der. Lægen var lidt forsinket, så jeg sad bare og observerede de andre patienter i smug... Nå, men jeg blev så kaldt ind til lægen - der var også en sygeplejerske med derinde. Jeg fik straks et godt indtryk af lægen... han er sådan lidt "no nonsens"... Han stillede nogle spørgsmål - ganske få... Og ja, så spurgte jeg forsigtigt, hvad han tænkte - ville han tage mig i behandling? Og svaret var et utvetydígt "ja"... Jeg blev så lettet og glad - helt ubeskriveligt. Vi snakkede om at jeg ikke har regelmæssig menstruation - og jeg spurgte om det var et stort problem... Svaret var at nej absolut ikke... der skulle et par blodprøver og undersøgelser til - så skulle der nok komme styr på det igen. Og da jeg jo ind til for bare omkring 2 år siden har været helt regelmæssig, så var det slet slet ikke noget problem. Stor lettelse igen!

Og siger han sgu pludselig: "skal vi ikke bare scanne dig med det samme?" Uha... det var jeg slet ikke forberedt på rent mentalt... Så jeg sagde faktisk nej. Sagde at jeg lige havde brug for at lade det hele synke ind - at forstå, at han rent faktisk sagde ja. Det var også helt i orden - jeg kan bare ringe når jeg er klar til at gå i gang.

Og ja - det var vist det... så pludselig stod jeg nede på gaden... følte at mit liv havde ændret sig fuldstændig... og fik tårer i øjnene af lettelse og glæde. Var simpelthen så glad, så glad (og er det stadig!).

Alle mine tanker om, at jeg skulle til at "forsvare" mit ønske og afdramatisere mine psykiske lidelser - ja, de var helt uden grund. Han spurgte slet ikke til det. Jeg havde skrevet til ham, hvordan og hvorledes - men han spurgte bare til hvilken medicin jeg får - og så var der ikke mere i det. Ingen fordømmelse. Ingen mistro. Ingen krav om udtalelser fra læger og psykolog osv. Det var fandme en lettelse. Endelig én der forstod, at kvinder der er overvægtige og lider af depressioner også kan blive gode mødre!!

Så ja - nu sidder jeg og tænker... nu skal jeg bare selv sige til, når jeg er klar til at gå i gang med selve projektet... gå i gang med undersøgelserne. Det er vildt... nu har jeg selv "noget at sige". Nu er jeg kommet igennem "the red tape" - bureaukratiet...

Åh ja... jeg er så lettet og så glad... Kan slet ikke genkende den følelse... det er længe siden jeg har været så glad... glad helt inde i hjertet. Det er dejligt :-)

Lige nu er jeg taget på besøg hos mine forældre i et par dage... men i næste uge tror jeg, at jeg vil ringe og bestille tid til første undersøgelse.

Der er sket en hel del de sidste dage... Var også til psykolog i går. Som altid en god og tankevækkende oplevelse. Det var dejligt at kunne fortælle ham den gode nyhed - og se at han virkelig var glad på mine vegne! Sådan virkelig glad... han mente det virkelig. Det betød meget for mig!

Nå, nu stopper jeg... mine forældre kommer hjem lige om lidt. Kunne ellers skrive mange sider nu... Men det må vente. Ville bare lige skrive hvor glad jeg er...

Leely