Læs dagbog

Tingene går godt for tiden. Jeg er begyndt i skole på VUC, og det går godt. Jeg er glad meget af tiden, og jeg har fået ønsket om en fremtid tilbage.
Jeg er begyndt at se en rigtig sød fyr som jeg har kendt i mange år gennem spejder. Vi kyssede til nogle fester, og vi er nu begyndt at ses. Jeg er glad for ham, rigtig glad, og han er så god mod mig. Det eneste der er en lille smule svært er, at han bor i min hjemby, altså halvanden time med det offentlige. Jeg er så glad for ham at det ikke betyder det store, men selvfølgelig ville jeg da ønske at vi kunne ses hver evig eneste dag. Sådan er forelskelse jo. Men jeg tror også det er sundt at savne hinanden lidt, og da vi kan ses hver weekend når jeg er hos mine forældre betyder det ikke det store. Den eneste grund til at vi ikke kan ses i hverdagene er mit opholdssted hvor man skal være her i hverdagene, men når jeg flytter i vores udslusningshus (hvilket vi snakker lidt om kunne være til sommer hvis tingene fortsætter med at gå fremad) har jeg mere frihed til at beslutte hvad jeg vil lave i hverdagene og kun en times transporttid hjem til både mine forældre og min bror, resten af min familie og selvfølgelig ham. Jeg glæder mig til at kunne se både familien og ham lidt oftere.
Jeg er lidt nervøs for at det ikke holder. Det er man ofte i starten. Det er absolut ikke fordi jeg tvivler på ham. Jeg er bare så glad for ham, og det er nok det der gør mig en smule nervøs, for jeg vil ham så gerne.
Tanken om at flytte til udslusningshuset med lidt mere frihed men også ansvar er både lidt skræmmende og spændende. Jeg har boet her i 2½ år, og det er jo mit hjem. Alle her er blevet lidt som en ekstra familie for mig. Jeg kommer til at savne at se dem hver dag. Derude er der ikke så meget personale som her, der kommer nogle om morgenen i hverdagene, og så er der nogen onsdag og torsdag aften.

Jeg havde lige en kort tudetur her til aften. Alt blev en smule overvældende. Det gør det jo en gang imellem. Det er ovre nu.