Læs dagbog

Vi er på vintertur. Jeg elsker at stå på ski, hader alt andet ved denne tur.
Vi spiser mange sammen. Det gør det ikke nemmere at spise. Jeg har været god til at spise både morgenmad og frokost, men lidt aftensmad er de fleste dage kun røget ned fordi min kp presser på. I dag er det svært. Mørke tanker gør det ikke nemmere at få noget ned. Min mave knurrer, men jeg kan ikke spise. Jeg vil ikke tage på.
Det er grillaften og min kp øste mad op til mig. Jeg lovede at jeg ville spise det på værelset, men jeg kan virkelig ikke spise det. Tanker om kalorier og vægt fylder samtidig med at min appetit er noget nær ikke-eksisterende.

Jeg er træt. Træt af mig selv. Alle andre smiler, griner og spiser lækker mad mens jeg sidder i tv-stuen og skriver her fordi det er det eneste sted man kan fange noget internet. Der er ikke meget at smile af, ikke meget at grine af og tanken om mad får mig til at føle mig ulækker. Giv slip.
Vægten skal ikke betyde alting.
At spise skal ikke give dig dårlig samvittighed.
Det er ikke realistisk. Sådan burde det ikke være. Man skal bruge energi for at fungere.
Og alligevel føles det at spise bare forkert.

Jeg har haft skæretrang det meste af dagen. Alligevel er min hud stadig hel. Gråden har siddet i kroppen hele dagen, men jeg er bange for at en enkelt tåre kan udløse den helt store tur, og det har jeg virkelig ikke lyst til. Om det er smart at holde det væk så længe som muligt ved jeg ikke, men jeg ved jo hvordan det nornalt ender.
I frustration kaster jeg med ting indtil jeg begynder at stortude, gøre skade på mig selv og nogle gange endda gå min vej. Jeg vil for alt i verden ikke reagere sådan foran alle de mennesker. Hold ud.

Jeg har selvmordstanker. Ubehageligt. De er konkrete, men jeg har slet ikke overskud eller lyst til at handle på dem. Jeg ved at tingene er ved at ændre sig. Det går langsomt, men det går fremad. Hvorfor afslutte det nu?
Jeg forstår ikke hvorfor de dukker op gang på gang. Lad mig nu bare have lyst til livet i stedet for det der sorte pis.

Jeg føler mig stadigvæk forfulgt somme tider. Jeg kan sidde med rygge mod væggen så jeg kan se hele rummet, og alligevel kan det føles som om der er nogen. I går var det rigtig ubehageligt, men sjovt nok først da jeg trådte ind på mit værelse. Jeg kunne ikke børste tænder, og jeg måtte løbe gennem værelset, fuldt blottet for hvem der end skulle være der, for at komme hen i min seng. Der sad jeg med rygge mod væggen og stadigvæk med fornemmelsen af at noget var derinde. Hvis de er usynlige har jeg jo ikke en chance!
I situationen kan jeg fortælle mig selv nok så mange gange at der ikke er nogen, og alligevel er der nogen.