Læs dagbog

Jeg er bange for hvad vægten siger. Det er flere uger siden jeg sidst havde muliged for at veje mig, så det kan jo være gået begge veje. Jeg har følt mig rastløs det sidste stykke tid, som om jeg først kan falde til ro når tallet er faldet igen. Spejlet kan jeg ikke bruge til noget - der kigger den samme tykke pige tilbage på mig som hun altid har gjort. Jeg må satse på tallet. I nogle øjeblikke ser jeg nærmest lidt tyndere ud, men så bevæger jeg mig og det har bare været lysindfaldet.

I eftermiddag kommer mine forældre og min bror forbi til en kop kaffe. De skal hente mit skitøj fordi vi skal på skiferie i uge 7. Jeg må se hvor meget jeg har overskud til i den uge. Det bliver rigtig rart at se dem igen, jeg har stadigvæk ikke vænnet mig til at være flyttet hjemmefra.

I morgen starter hverdagen igen. Jeg orker den ikke, men jeg kan jo ikke stoppe den fra at komme. På en måde savner jeg skolen og at have noget at stå op til mens jeg på den anden side bliver træt bare af at tænke på skole. Jeg tror ikke jeg har overskuddet til at begynde i skole lige pt, men nøj hvor jeg glæder mig til den dag jeg kan. I slutningen af februar har jeg udviklingssamtale med min kp og lederen af opholdsstedet, og der skal vi bl.a snakke om skole.

I næste weekend skal jeg hjem, og lørdag aften har jeg muligvis en aftale med nogle venner. Jeg plejer hverken at have lyst, behov eller overskud til nogen af dem jeg før snakkede meget med, men nu må jeg snart prøve at pleje relationerne lidt. De skulle nødig få den idé at jeg slet ikke gider være venner med dem længere - det vil jeg jo godt, men jeg har ikke på samme måde behov for særlig meget kontakt. Jeg har gennem årene fundet ud af at andre mennesker forventer regelmæssig kontakt, noget som jeg ikke har det samme behov for. Det bliver jeg nødt til at huske - folk jeg godt kan lide skal jo også vide at det kan jeg godt. Man kan sige det nok så mange gange, men hvis man ikke opfører sig sådan, er det svært at tro.
Faktisk glæder jeg mig til at se dem.

Der er en times tid til mine forældre kommer, og jeg må hellere få lavet noget kaffe og te klar til dem. Faktisk skal jeg også nå at pakke en gave ind til A, for hun fejrer fødselsdag i morgen. Vi har en fødselsdagsgaveordning hvor man skiftes til at købe gave til hinanden så der kun er én der står for det og ikke alle de unge der bor her. Det gør det lidt nemmere. Jeg håber hun bliver glad for den.