Læs dagbog

for 7 uger siden kom jeg hjem fra en udviklingsfestival hvor jeg havde arbejdet hårdt med mine barndomstraumer... jeg var udmattet og sårbar. og min kæreste havde grundet mange enormt gode grunde besluttet at slutte forholdet, så jeg kom hjem til en brat afslutning og til at have 4 dage til at pakke, finde et sted at bo med min hund og et sted at opmagasinere mine ting. jeg tror jeg var i chok. for jeg reagerede slet ikke. sagde bare " nå" og "okay" og blev faktisk vred da hun så græd og blev bange. fordi jeg kunne slet ik overskue alt det praktiske jeg skulle gøre hvis jeg også skulle mærke hvordan jeg havde det.

De første 14 dage havde jeg det okay. kunne ik rigtig mærke mig selv. men så begyndte det langsomt at krybe ind på mig.
angsten begyndte langsomt at overtage mig... og da jeg så fandt ud af at hun allerede 3 uger efter var sammen med en ny (ved ik hvor seriøst det er endnu) men ved det er en veninde hun har haft gennem vores forhold som så havde udviklet sig. så braste min verden. selvom jeg egentlig var enig i at det jo ikke gik godt. det gik af helvede til.vi skændtes for meget. vi var så kede af det. men jeg var ikke forberedt på at det skulle slutte lige der...jeg var ikke forberedt på at miste hele min base, hele mit liv. min bedste ven, min kæreste, min steddatter. mit håb...

og jeg har nu flyttet 5 gange rundt omkring i de sidste 7 uger. jeg får nøglen til mit nye hjem i løbet af de næste 14 dage. hvilket føles som for evigt. jeg forventes at starte på min nye elevplads til den 1 hvilket også er min fødselsdag. og min verden er brast sammen. og jeg græder og græder...jeg kan ikke genkende min verden. alt føles fremmed. og jeg kan slet ikke se noget håb...

jeg har selvmordstanker og føler mig så uelskelig... jeg kan sagtens se hvordan jeg skubbede hende væk. hvordan jeg selv var med til at gøre forholdet dårligt. hvordan jeg aldrig rigtig lukker nogen tæt på... af angst for at blive smadret. og alligevel er jeg mere ødelagt over dette brud end nogensinde... hun siger hun har tilgivet mig de ting jeg gjorde fordi hun godt ved jeg ikke gjorde det af ondskab men fordi jeg er skadet og ikke selv var klar over mit mønster. men jeg kan ikke tilgive mig selv for den kulde jeg udviste.

jeg har hele mit liv fået såret mine kærester når jeg lukkede i uden at ville det fordi jeg selv startede mit liv ud med at blive skadet.
det første menneske der skulle lære mig hvad kærlighed var. viste mig at kærlighed var smerte, svigt og overgreb. så når nogle tilbyder mig kærlighed bliver jeg så enormt bange og lukker helt i. det kan jeg godt se nu. jeg kunne ikke se det før.. men det kan jeg nu. og nu er det for sent.
nu er jeg bare alene.. og jeg er så bange for at ingen nogensinde vil kunne elske mig igen.

kl er nu 18.02 og jeg er gået i gang med at læse mine tidligere indlæg. og jeg er i chok. gud hvor er jeg glad for at jeg har skrevet herinde. jeg kan se at da jeg skrev som 34 årig da jeg var sammen med min ekskæreste. der havde jeg samme mønster, med at lukke af og blive kold. jeg kan se jeg kæmpede de samme kampe i selve forholdet med mig selv. og det forhold var SÅ anderledes end det jeg lige har været i. det er en kæmpe øjenåbner for mig at læse det og jeg kan også se hvor meget der HAR ændret sig siden da. for jeg er ikke faldet i de gamle mønstre med manier, alkohol eller smøger og fester. trods den ellers kritiske situation jeg står i. jeg læser videre med åben mund og en tanke der siger " fuck du skal bare ha styr på dit shit inden du træder ind i dit næste forhold en gang" (hvis jeg ellers nogensinde møder en igen. )