Læs dagbog

Hver aften skal jeg kæmpe for at få afledt mine tanker fra angsten... og det gør at jeg ikke kan falde i søvn. hver nat har jeg mareridt.. og hver morgen vågner jeg endnu mere udmattet end dagen før med angsten pulserende rundt i kroppen og tvinger mig grædende ud af sengen...

Jeg ved ikke hvorfor jeg er så bange...
jeg prøver virkelig at tænke positivt.
sige til mig selv... " hey, du har din egen bolig lige om lidt, du skal starte på en fantastisk elevplads til den første., du har gode venner... " men det eneste jeg kan er at græde og kæmpe med den her konstante angstmavepine som gir mig kvalme.

Jeg er så bange for aldrig at blive elsket igen
jeg er så bange for at skulle være alene resten af mit liv.. for aldrig at kunne få den her selvlede ud af min krop.. for aldrig at kunne tilgive mig selv.. for aldrig at kunne tilgive de mennesker der har svigtet mig som barn.
og jeg er så bange for om jeg en dag ikke længere kan stoppe mig selv fra at ende det her liv som gør så ondt fordi jeg ved det vil gøre min mor så uendeligt fortræd. og jeg ønsker ikke at gøre flere mennesker ondt fordi jeg er så fucked up... men jeg er så alene... og jeg føler ikke jeg kan sige det til nogen.... hvor slemt det står til...

mine forældre er taget til Sjælland. og jeg er alene indtil i morgen aften. og jeg er bange.. bange for ensomheden, bange for mig selv og mine tanker.