Læs dagbog

Ved egentlig ikk hvor jeg skal starte?..
Jeg har egentlig en masse at skrive om men det er svært for mig at fokuser.
Føler mig presset og jeg har virkelig behov for at komme af med nogle tanker/følelser men det kræver åbenbart meget af mig. Jeg har ordene i hovedet men der er ikk noget styr på dem og det hele blir blandet sammen og jeg blir voldsom forvirret. Hovedet er proppet og det påvirker mine følelser. Tårerne ligger lige under overfladen og de dukker op en gang imellem men forsvinder igen.
Det hopper og danser i mit bryst og får det ubehageligt, når tankerne får frit løb.
Jeg er så bange og det hele føles så svært. Jeg har så meget at sige men hvor starter jeg? Det er frygtelig pinligt og det vil gøre at man væmmes ved mig men har behov for at få det ud af min krop og tanker. Tilbageblik..
Jeg har sovet ret dårligt de sidste 3 dage med tankemylder og skræmmende drømme om selvskade og min fortid. Jeg har været bombarderet med fortid mareridt og det har virkelig hylet mig ud af det. Jeg kan slet ikk være i min krop og jeg er SÅ angst. Oplevelserne har givet mig svar på mine handlinger og den måde min sygdom viser sig på..
Jeg vil meget gerne ud med mine problemer men kan slet samle mig om det men vil forsøge for min egen skyld og at det blir nemmere for mig at være i det.

Jeg har altid haft det svært ved at få dynen over min hage/hovede og har ikk tænkt videre over hvorfor og at det var meget normalt men sådan er det ikk for mig. Jeg fik et tilbageblik for 3 dage siden til mit overfald og så begyndte det at give mening.. Min overfaldskvinde puttede tit dynen over mit hovede mens hun misbrugte mig. Hun lagde sig ovenpå mig og “legede” at hun havde sex med mig. Jeg følte mig kvalt og hun var ligeglad. Hun pressede dynen hårdt ned over mit ansigt og kaldte mig en luder og fortjente at blive straffet. At jeg ikk var noget og folk hadede mig. Jeg var omkring 13-14 år gammel da det skete.
Min stemme i hovedet siger præcis det samme og tror at den oplevelse har trigget min stemme… Alt giver pludselig mening men hold da op hvor er det fucking svært. Jeg græder indvendig og er blevet mega angst og det vender sig rundt i mit hovede hele tiden. Jeg får det så dårligt i min krop og ryster..
Jeg hader hende. Hun har ødelagt mit liv. Jeg er ked af det og jeg græder lige så stille lige nu.. Det har sat sig fast i mig og jeg har det frygteligt. Jeg har lyst selvskade og smækket mig selv med et elastik i håndleddet og det hjulpet en del.

Jeg kan heller ikk børste tænder for tiden og kan ikk gå på toilettet og lave stort da det kræver at jeg skal tørre mig omme bagved. Hun puttede tit ting op i min anus så hun ikk tog min mødom (som hun sagde)… En dag puttede hun en tandbørste med børsten først op i mit røvhul og tvang mig til at putte den ind i min mund bagefter. Og jeg har igen haft nogle tilbageblikke omkring det i de sidste 2 måneder og har resulteret i at jeg slet ikk kan børste tænder og ja, det er mega klamt og er virkelig skuffet over mig selv og burde mig tage mig sammen. Men det er fuldstændig umuligt for tiden..

Hvorfor skal det være så hårdt at leve?