Læs dagbog

Jeg kan slet ikk være i min krop. Hører hele tiden ordene `vi er skuffet over dig` ud af min mors mund og kan kun tænke på hvorfor skete det og hvad har jeg gjort siden jeg har fortjent det.. Det hele bekræfter mig i at alt det jeg har tænkt omkring det hele, viser sig at være korrekt!
Troede at jeg havde et fortroligt forhold til Gitte (min søster) og derfor kunne sige alt til hende men det var min fejl.. Burde ikk stole på nogen. Regnede jo med at vi havde et forhold, hvor man kunne ytre sig om problemer og tanker men der tog jeg desværre fejl!.. Jeg ved ikk helt hvorfor hun gjorde det. Jeg tænker hele tiden på det og har en stor klump angst i brystet og stemmer er kommet!.. Det gør så ondt og er meget ked af det.... Jeg kom jo bare over til et krus kaffe?..
Blev virkelig bombarderet af min mor. Jeg var i et godt humør og havde en masse at fortælle hende men fik ikk chancen. Sidder virkelig tilbage med en følelse af selvhad. Min hensigt var ikk at lave ballade eller ødelægge noget men det lykkedes mig alligevel. Jeg er SÅ ked af det og mit hoved er fyldt til randen.
Tårerne pibler frem i øjenkrogen og magter ingenting. Har ingen kræfter. Jeg er fuldstændig ødelagt. Kan ikk mere nu!.. Jeg har altid haft min mor ved siden af mig men nu har jeg intet. Jeg kan ikk se hende i øjnene mere. Jeg er et frygtelig menneske. Kan jeg overhovedet gøre noget rigtigt?... Mit liv er ikk værd at leve.
Har mistet min støttepæl.. Mit anker. Min evige støtte.
Jeg får ondt i maven ved tankerne og har allermest lyst til at begrave mig under dynen og blive der for altid.