Læs dagbog

Om at bære depressionen i det "offentlige rum".
Denne vinter har været grum inde i mig. Måske den grummeste jeg har oplevet i mit liv.
Jeg er dødssyg i sjælen, men ingen andre kan se min depression. De kan ikke se det på mig og i mig, de ved intet, de kan intet. Slet ikke føle og mærke på mig i det "offentlige rum". Måske har de "noget" jeg ikke kan se hos DEM, en anden, de andre forskellige, med et lille ens helvede, inde bag pandehulen og ulmer og ubønhørligt, sender sine mørke ærke trivielle SMS'er ned i mit ulykkelige bryst og nærcenter.
Alligevel ligger den inde bag pandehulen i frontallappen og "ulmer" med sine sorte gløder af smertelige forestillinger, om død og fortabelse.
PS! Jeg er under medicinsk behandling.