Læs dagbog

"Virkelig ubehagelig dep-tilstand"
25-08-1996

Og efterhånden kommer der tryk på, kroppens eksistens udsuges for håb og mening. Hvad hjælper fester og sammenkomster så, når man bliver smidt fra den ene grøft til den anden fra dag til dag.
Fra fællesskab til ensomhed, gråvejr og bondeanger.
Tilstanden nærmer sig ikke det uudholdelige, den er uudholdelig. Et andet sted griner nogen.
Man sidder og prøver, at presser en smule livsglæde ud af gamle PC spil og mærker tomheden og elendighedens skruestik få et nøk til omkring ens center for overlevelse.
Jeg forstår nu hvorledes smerten er den form for kunstnerisk peristalstik, der presser ydtrykket ud.
Tilstanden nærmer sig ikke det uudholdelige, den er faktisk uudholdelig og der må skrives.
Et andet sted griner nogen.
Det er en tilstand af sindssyge indbildte rædselsscenarier og selvmordstanker, samt alt det man ikke har og ikke kan.
Ikke er nøgleordet.
Man bliver en levende del af støvet. Måske har nogen skjult kamera på ens elendighed eller læser direkte hvad man skriver, og griner.
Tilstanden nærmer sig ikke det uudholdelige, den er uudholdelig. Et andet sted griner nogen.
Når man har det sådan, føler man at det er de døde der styrer ver¬den.
På en måde presser en så forbandet følelse af tomhed og menings¬løshed en tilbage til WP i løbet af 0,5.
Dette er typisk søndags Danmark, når det er værst. Ingen giver dig svar og ingen spør' om råd.

En sagde, at jeg skriver mig ud af mine kriser (ikke ind) og hun kan såmænd have ret. Så skulle jeg faktisk skrive hele tiden. Men det er ikke holdbart.
Tilstanden nærmer sig ikke det uudholdelige, den er uudholdelig. Et andet sted griner nogen.
Og så er der øllet, sprøjtet, skummet og grinet, det var i går.
Der bliver sagt så meget, men ordet kan man aldrig tage fra folket, det er den eneste usynlige forbindelse der er mellem mennesker i nød, at gøre godt med i følelsen af at være menneske og indebærer af finurligheder af dit og dat.
Tilstanden nærmer sig ikke det uudholdelige, den er udholdelig. Et andet sted griner nogen.
Og så kommer det værste. Til sidst er der ikke mere at skrive om
og der skal igen findes på en forandring, en fornyelse, så man ikke bliver indhentet af fanden igen og der er ikke mange mulig¬heder for flugt.
Man lagrer således nogle tegn, skrevet af en der ikke kan forstå kroppens indre sprog, såvel som kroppen ikke kan forstå disse tegn.
Men sådan er det nok at det er ubehaget der driver os til handling. Vi vil vride os af med det.

(langt senere samme dag)

Las os gå ud af kroppen og vende tilbage til primaterne, det kunne være skønt om det kunne lade sig gøre. Men vi er for dumme og stive.
Jeg kom i tanke om og grinte derved, at noget bruger mit indre til boksebold. Og så tænker jeg på i morgen, hvor alt nok vil ske uventet. Jeg grinte ved tanken om alle de problemer jeg skal udrede at løse fra cykelturen, en bortkommen cykel, to iturevne reklametrøjer, den glemte pung og samtidigt passe mit arbejde, men frem for alt søge at løse problemerne, uden tiltag til sam¬vittighedsnag og bondeanger.
Man kan blive træt af at feste, når det ender med løse ender af dit og dat. Jeg er træt af at kvaje mig. Kunne man så bare føle sig som et kvaj, dum og ligeglad, men det er ikke tilfældet.