Læs dagbog

Det er en dag i august halvandet år tidligere, at jeg møder Esajas for første gang. En blytung og fugtig varme har forvandlet København til en udklækningsanstalt for øjeblikkeligt vanvid. Jeg har siddet i en bus med den særlige trykkogerfornemmelse i en ny kjole af hvidt hør, med dyb udskæring i ryggen og en bræmme af valenciennes flæser, som det har taget lang tid at dampstryge og give en rejsning, der ny har lagt sig i den almindelige depres¬sion.
Der er folk der tager sydpå på denne årstid. Ned til varmen. Personligt har jeg ikke været længere sydpå end Køge. Og kommer det heller ikke før atomvinteren har nedkølet Europa.
Det er en dag af denne slags, hvor man kunne spørge om meningen med tilværelsen, og få det svar at der ikke er nogen. Og på trappen, på etagen nedenunder min lejlighed, ligger der noget og roder.