Læs dagbog

Min mor bringer det værste op i mig. De var på besøg her i påskedagene og blot efter nogle få minutter er jeg på randen til at eksplodere af et indestængt raseri, som slet ikke svarer til situationen.
Man skulle tro, man var voksen, blev mere moden, overbærende, overlegen, behersket - men tvært imod bliver det værre og værre for hvert møde. Hvilket min mand også påpejede, da der omsider kom et (i mine øjne lille) udslip fra min side.
Og det hjælper ikke, at rationalisere sig til alle mulige undskyldninger for dette forkvaklede og sølle menneske, som min mor er.
Jeg ved, at min irriation og afsky er overdimensioneret. Jeg ved af andre, mere objektivt indstillede mennesker, at hun ikke kun af mig opleves som dum og irriteterende - men ikke i den grad, der kunne udløse et drab, hvis det var muligt at slippe godt fra det.....
Mærkeligt nok har hun jo ikke ændret sig meget igennem året - men min reaktion har... mit had er vokset og vokset - uden yderligere anledninger, uden egentlig grund. Det kan endda forfølge mig i mine drømme.
Hun prøver at påkalde sig min medlidenhed, ved at stønne, ved at klage sig, men alt hvad hun opnår er at forøge min afsky.... og prikke til min dårlige samvittighed, som også findes et eller andet sted.
Hun prøver at være "god", hjælpsom, få en samtale igang - er stort set holdt op med at kritisere mig... hun prøver faktisk - men jeg er ikke i stand til at modtage, men ignorerer hende i stedet og udstråler den væmmelse, jeg virkelig føler.
Og jeg ved, det vil blive værre, ved at mine forældre bliver gamle og mere og mere alene, ingen familie, ingen omgangskreds, kun mig, den sære og anderledes og besværlige datter, som er moralsk forpligtet til at hjælpe...