Læs dagbog

Dette er skrevet i går....
Endelig kom dagen hvor jeg havde en aftale med min psykiater og havde et håb om at det skulle blive meget bedre efter den 22. for der skulle jeg jo snakke med hende. Det er bare slet ikke bedre, sidder stadigvæk i kviksandet og er ved at forsvinde ned i det.

Har hele tiden sagt jeg skal bare lige nå den 22. så bliver alting godt – dumme mig at tro det.

Hun sagde det nok var en forsinket reaktion på de dødsfald som jeg har oplevet i sommer, og nok også en sorgprocess som går længere tilbage til da jeg som helt lille mistede min mor, og at det kan være mit indre kæmper mod det også (tror det var det hun sagde), og når det er sådan så hedder det en kompliseret sorgprocess.
Jeg har grædt en del i løbet af dagen, synes bare slet ikke jeg hører til her på jorden, jge kan ikke finde ud af at leve, men kan heller ikke finde ud af at dø.

Vi snakkede også om at jeg skulle forsøge at acceptere min krop som den er, og at jeg ikke bare lige skal gå på en slankekur fordi jeg har det forhold til mad som jeg har. Var jo bare nødt til at sige jeg nok aldrig ville kunne acceptere mig selv som jeg er.....

Vi snakkede også om selvmord, og sagde til hende at jeg vidste jeg kom herfra ved et selvmord på et eller andet tidspunkt. Hun spurgte indtil om jeg ville gøre det nu, det fik jeg undveget at svare på.

Jeg magter intet i mit hoved, alt stresser mig, jeg græder meget og tænker bare alle de dårlige ting hele tiden. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, det jeg mest har lyst til det er (ja siger det som det er) at tage mit eget liv, magter ikke det her lorte liv mere.

Er desværre begyndt at skære mig igen, og endda rigtigt meget.