Læs dagbog

Hvorfor skal jeg også have så meget at kæmpe med?

Hm
Først fra dagen start. Jeg skulle til samtale med en sygeplejerske i distriktet men ikke kp da hun ikke havde tid i dag (aftalen blev lavet i sidste uge og min kp ville rigtig gerne have at jeg så en fra temaet i dag).
Så ringer og skriver hun kl 9.10 om jeg kan være der 9.25. Aftalen var kl 10.
Det sagde jeg så at jeg ikke kunne da jeg manglede at gå med hund og jeg skulle køre derhen. Så ville hun have jeg først skulle komme kl 10.30-11 tiden. Men det hænger ikke sammen med at jeg skulle tale med min egen læge.
Det hele endte så med at vi aflyste helt men så ville hun pludselig ringe til mig til eftermiddag.
Jeg synes det er rodet at min kp for tredje gang laver om på aftalerne.
Det er hende der ønsker at vi har samtaler så ofte så det forvirre mig.
Nå men jeg fik talt med hende, prøvede at være ærlig.
Jeg sagde jo ja til medicin så vi snakkede bivirkninger og virkning. Jeg ryster lidt på hænderne og er træt men ellers ikke de store bivirkninger.
Men jeg frygter det med at ryste bliver værre ved øgning eller ikke forsvinder.
Heldigvis ringer min psykiater i morgen efter arbejde så kan jeg spørge hende.
For hvis jeg begynder at ryste mere så kan jeg ikke arbejde og jeg vil mit arbejde.
Jeg vil også gerne i gang igen med at male.

Så var jeg til læge samtale hos min egen læge hvor vi skulle udfylde en 6 sider lang lægeerklæring til arbejdsskade.
Jeg fik også talt lidt med hende om hvad jeg kan forvente af fremtiden og smerter.
Det var en trist snak. For hun mener jeg skal lære at leve med kroniske smerter men at øvelser og smertestillende måske kunne hjælpe.

Jeg har siddet og læst lidt om arbejdsskade osv men måske min diagnose mere hører ind under erhvervssygdomme men det er svært at forstå det min fagforening skriver.
Men jeg læste det først efter læge samtalen så måske jeg skulle spørge min egen læge. Men så har jeg travlt den skal indberettes inden for et år og det er den 14/7.
Men suk altså.

Det er alt sammen mere end jeg kan overskue.

Jeg prøver at finde ud af om jeg har det værre eller bedre. Det er svært. Jeg sagde det samme til min kp.
Jeg ønsker inderligt at have det bedre. Jeg føler jeg spiller skuespil når jeg er på arbejde. Jeg ville gerne kunne være mig selv. At jeg havde det overskud og var glad som jeg føler man skal være.
Jeg har svært ved at sige jeg har det svært. For jeg har haft det svært i flere år og jeg synes ikke mine kollegaer skal blive ved med at tage hensyn. Eller hjælp mig.
Jeg vil selv.
Jeg er så træt af mørket og mig selv. Men at finde vej gennem mørket uden lys er svært.
Jeg har selvmordstanker og planer om hvordan men jeg kan holde hvornår på afstand. I hvert fald lidt endnu.

Men er det en depression der driller eller er det en psykose?