Læs dagbog

I går trodsede jeg mine problemer. Både mine selvmordstanker men også mine stemmer og paranoia.

Jeg var på bakken med min mor og onkel. Det endte med at blive hyggeligt. Vi gik lidt rundt og så Korsbæk. Matador er helt sikkert noget jeg skal se. Det har jeg aldrig.
Og jeg prøve de endda noget sammen med min onkel. Dog var det svært rigtig at nyde da stemmerne og de paranoide tanker fyldte. Men jeg kunne dog mærke lidt i maven. Så det var rart at opleve.
Jeg tog også noget pn inden da det i forvejen var en dårlig dag.

Lige nu kommer der lidt regn så jeg sidder indenfor med hundene. Jeg var ellers i gang med at male mit nye skur. Det bliver så fint.
Jeg har stadig mange tanker om at gøre det hele klar til at min mor kan sælge det efter min død.
Men det er svært. For jeg vil savne hende og især Bandit.
De sidste par dage er det gået okay med min mor. Hvilket nok gør valget og beslutningen sværere.
Men jeg er udmattet efter at have kæmpet så længe. Men er indlæggelse og opgivelse af alt hvad jeg har kæmpet for at beholde virkelig den eneste vej frem?
Jeg ved godt en indlæggelse kun er for en kortere periode og det er slet ikke sikkert at de vil have mig. Men for mig er det ikke en udvej eller en beslutning om at få det bedre men et valg om at opgive. Opgive ens arbejde. Ens privat liv. Ens frihed. Opgive min mor. Skuffe hende og Bandit. Jeg vil så gerne klarer mig selv. Sådan er jeg opdraget og opvokset. Det skal man kunne ellers er man ikke noget. Men det sjove er sådan ser jeg ikke på andre. Det er kun mig selv.
Jeg har mange tanker. Men lige nu holder jeg igen med endeligt at gøre noget. Lige nu prøver jeg bare at overleve nuet. Så må vi se hvad der sker om lidt.

Jeg har mange små angst anfald eller hvad man skal kalde det. Perioder hvor jeg bliver rigtig rigtig bange og får svært ved at trække vejret. Min hals snører sig sammen. Og jeg får tårer i øjnene eller græder. Jeg kan også blive usikker på benene. Svag i knæene. Svimmel og utilpas. Det er forskellige ting som udløser det. Det kan være fremmed mennesker. Det kan være stemmer. Det kan være tanker. Det kan være lyde (både indbildte og virkelige lyde). Jeg overvejer at tage det op med min kp. Men jeg føler ikke rigtig hun tager det alvorligt når jeg fortæller noget.
Jeg har prøvet det nogen gange nu og det er virkeligt ubehageligt og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op.

Nåh jeg stopper med at skrive. Jeg må ikke mere. Det er ikke altid jeg kan trodse dem. Men lidt trods er her. Jeg holder min dagbog åben.