Læs dagbog

Jeg oplever nogle stunder med ro. Men desværre er psykosen slem. Jeg ser skygger og edderkopper. Jeg hører stemmer men heldigvis snakker de om det sædvanlige. Men flashbacks er slemme. At genopleve det igen og igen. Puha
Jeg kæmper med badet og skifte tøj.
Til gengæld er der kommet ro på søvnen som er nogenlunde stabil på en masse medicin. Jeg tager også en del pn for at komme igennem hverdagen. Dog ikke hvis jeg kan undgå det på arbejdet. Men det er svært. Hvad påvirker/distrahere mig mest. Psykosen eller medicinen.
Jeg er begyndt at se hvad psykiateren siger. Psykosen er nok værst. Sammen med flashback.

Jeg frygter psykolog samtalen i næste uge.

Jeg brød sammen forleden dag på arbejdet. Jeg blev så overvældet af alle de mennesker og de opgaver jeg blev presset til at tage.
Det blev for meget og tårerne kom. Jeg kunne ikke stoppe dem men skyndte mig væk. Men selvfølgelig opdagede alle det.
Jeg er meget sårbar og jeg hader denne følelse. Jeg har kun mit job hvor jeg er nogenlunde er normal. Hvor jeg gør som alle andre. Møder op og gør mig arbejde. Og nu begynder det hele igen at vælte. Mine symptomer forværres i denne periode. Og angsten og flashback fylder. Psykologen sagde at jeg kunne forvente endnu mere forværring når vi begynder at snakke om overgrebene.
Jeg har heldigvis fået mere pn som lindre en smule. Men det er ikke rart at skulle fylde sig med medicin for at overleve.
Grundlæggende set orker jeg ikke livet. Jeg synes ikke det gode opvejer det dårlige. Jeg synes jeg kæmper en kamp som der ingen ende vil tage. Jeg kan ikke se meningen med kampen eller livet.
Men jeg må prøve at holde fast i de små gode øjeblikke. Men min drøm er igen at opleve rigtig glæde. Sådan indeni.
Jeg drømmer også om kærlighed og børn. Men jeg er ikke klar endnu. Jeg skal have styr på mig selv og mit arbejde. Jeg har mange tanker om om jeg bør skifte arbejde således at jeg kan passe på min ryg. For er mine smerter varige så er det ikke holdbart at være på en tung afdeling. Hverken for mig eller mine kollegaer. Ingen kan tage hensyn til mig i 30-40 år endnu. Men jeg er tryg ved afdelingen og mine kollegaer.
Jeg får dog ny midlertidig leder som jeg ikke helt ved hvor jeg har som leder. Hun er okay som kollega men hvordan vil hun fungere som leder......

Og til juze. Jeg har svaret dig i min tidligere dagbog. Og tak for dine altid gode, søde og opmuntrende beskeder. Jeg vil holde om dig og jeg håber du trods alt arbejdet får en god påske. Nyd de gode stunder og husk dem til de dårlige. Vi kæmper alle sammen. Jeg tror på dig