Læs dagbog

Jeg synes det er svært.
Jeg ser mere og mere. Jeg hører folk kalde. Folk jeg ser ryggen af. Og skygger. Jeg ser edderkopper. Jeg ser flyvende dyr. Små som større.
Jeg frygter psykosen. Skal det blive ligesom da jeg havde det værst. Er jeg på vej tilbage til det. Det vil jeg ikke. Ikke en gang til. Jeg tror ikke jeg har kræfter til at kæmpe mig igennem det igen.
Jeg har kæmpet mig langt alligevel. Jeg har fået det noget bedre. I forhold til det mørke jeg husker.
Jeg har længe sagt at jeg havde det skidt men ikke i samme grad jeg husker fra den gang.
Jeg sad en dag og læste tilbage i min journal. Suk jeg har haft det skift. Det mindede min psykiater mig også om. Og hun har så ret.
Nu er jeg kommet så langt at jeg kan arbejde med mig selv. I næste uge står den på læge samtaler og psykolog. Psykolog samtalen frygter jeg virkelig. Han vil have mig til at fortælle om overgrebet. Noget jeg aldrig har delt med andre.
Jeg har sagt ordet men aldrig forklaret hvad der skete. Hvad jeg husker.
Jeg frygter at opleve det igen. Lige som jeg frygter flashbacks. Og så er der også en frygt for at han ikke vil tro på mig og en frygt for at han vil se mig som svag.

Jeg har rigtig mange aftaler i næste uge..Og det stresser mig utroligt meget. Men de er jo for min egen skyld.
Mandag står den på massage stol og arbejde. Tirsdag psykiater og arbejde. Onsdag lunge mediciner og psykolog. Torsdag svar på MR scanning. Og fredag, lørdag og søndag arbejde. Så ikke en eneste rigtig fridag.

Jeg er træt fysisk og psykisk. Udmattet.
Jeg forsøger at holde sammen på mig selv men det er svært.