Læs dagbog

Er livet kampen værd? Hm selvfølgelig opgiver jeg ikke

En side i dagbogen "Livet i mørket med selvmords- og selvskadende tanker"
Skrevet af ungpige 16. september 2020 12:12

Jeg kæmper og kæmper.
Kommer endelig lidt ovenpå for at møde en ny kamp en ny udfordring. Som jeg slet ikke kan overskue og se enden på. Men her er jeg.
Jeg lever i et smerte helvede. Jeg kan ikke finde ro fysisk og psykisk. Det gør ondt at ligge, stå sidde og gå. Hvis jeg ligger i 5-6 timer så kommer der lidt ro på. Alt i min krop skriger. Og jeg er så frustreret og det påvirker mig. Gør mig irritabel. Og det går ud over andre, især min mor. Og det er ikke okay. Men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg kan stoppe mig selv.
Mine smerter forværres ligesom hver nat. Jeg går i seng med håbet om en bedre dag i morgen og.vågner med flere smerter.
Og det har simpelthen taget mit overskud og jeg er så udmattet at jeg intet kan overskue.
Jeg orker dårligt at gå på toilettet eller rede håret. Bare dagligdags ting som er helt uoverskueligt.
Men nej jeg opgiver ikke.
Jeg står op hver dag og gør tingene. Jeg tager på arbejde og nogle få dage giver det mig noget. Ja jeg kan ikke finde et ord for det. Men jeg skubber mig selv til side og gør noget godt for andre. Det kan give mig 30 min pause fra mit helvede. Smerterne er der stadig men en positiv følelse møder mig når jeg ved at jeg hjælper andre. Og det giver mig meget. Og gør jeg står op dagen efter.

Nåh nok med det.
Jeg har været hos gigt læge i sidste uge. Suk en oplevelse. Hun var mere interesseret i at høre om min psykiske oplevelser og hvordan jeg er kommet mig osv. Hm.
Jeg føler mig på ingen måde hørt. Men jeg opgiver den kamp. Jeg har og havde stadig et stort ønske om en diagnose en forklaring og mulighed for behandling. Men den kommer ikke den vej.
Jeg skal dog have taget mig sammen til endnu en blodprøve men læge vil ikke se mig. Jeg kan bare ringe til sekræter eller selv se svaret.

Så tog jeg mig endelig sammen til at skrive til min egen læge om mine smerter.
Her er der også udfordringer.
Hun skrev bare at jeg evt kunne snakke med en psykolog om at lære at leve med smerter.
Ideen i sig selv er ikke så slem. Men at acceptere smerter osv fjerner dem jo ikke. Og jeg begynder at frygte for mit job og mulighed for at arbejde i fremtiden. Jeg kan mindre og mindre fysisk.
Jeg havde nok håbet med noget hjælp med smertestillende og evt. Hjælp til tackle smerter. Ikke at hun skulle hjælpe med det sidste.
Men føler mig virkelig som en besværlig patient som bare kræver og kræver men jeg vil bare så gerne beholde mit job og min hverdag. Jeg vil så gerne have overskud og energi til igen at se nogle eller bare gå en tur. Eller bare gøre rent.
Det endte med at jeg har fået en tid til samtale med egen læge om 1 måned. Og det fik jeg presset igennem ved af sørge til smerteklinik da jeg har læst at de er gode til at hjælpe med at håndtere smerter. Så nu skal jeg holde ud.

Men der sker også gode ting i mit liv. Jeg hører stort set ingen stemmer. Enkle sætninger her og der. Sidst for over 2 uger siden. Så det er helt vildt dejligt.
Jeg tænker selvfølgelig lidt på og er bekymret for om mine smerter presser mig så meget at stemmerne kommer igen. Men det er ikke sket endnu. Heldigvis.

Kommentarer fra andre brugere

Du skal da ikke leve med smerter. Du må banke i bordet. Du har sikkert selv set hvad smerter kan gøre ved et menneske, men desværre er der mange med psykiske diagnoser som ikke bliver taget seriøst. Jeg håber det bedste for dig.

Skrevet af EmmieIgen, 16. september 2020 22:21

Hejsa

Ja det er super frustrende at psykiske diagnoser kan spille så stor en rolle for ens troværdighed og faktisk også skræmmende.
Og tak

Skrevet af ungpige, 17. september 2020 13:06

Heey Ung, det med de smerter er aldrig en nem løsning som du osse har oplevet, og der går så mange rundt som dig med ubesvaret spørgsmål og ikke for den rette hjælp:( i sammenligning med min mor´s smerter og dine er uhyggelig ens, og det har taget hende mange år at for respekt fra læger, fordi de godt nu kan se hun slet ikke er mobil som os andre. Men det er heller ikke nemt på medicin, hun bliver voldsom syg af morfin og kaster op for dårlig mave ..

Så skal hun osse, selvom hun er hundesyg med feber på grund af de smerter gir hende led betændelse "immunesygdomme" op til læge for at hente sine piller og ha nye resepter på meget små potioner, da regeringen har strammet op omkring stærkt medicin :( Det er frustrerende og vi må selvf. hjælpe hende med af afhænding de fleste gange. Oven i alt detter har hun brug for meget ro og har i perioders hvor hun psykisk vælter, da de smerter overtager alt. Man kan ikke gå på wce og skal ha hjælp..

Du er ikke noget til det endnu, men min frygt for dig er at du bruger de her år på social job og glemmer dig selv, at du måske skal finde andet at få det behov dækket? Man behøver ikke at arbejde for at være der for andre, det ,kunne være at oprette noget over nettet, og lære at leve med smerter sammen med andre? Jeg har så ond af dig søde ven:( Du fortjener alt andet end det her, og selvom dine stemmer er under kontrol så er der intet som er nemt.

Men det er positivt at de har indstillet dig til smerteklinikken der har min mor osse været, jeg håber de kan måle dine smerter, og ud fra det finde en løsning som du kan ha glæde af. Jeg sender diiig lyse knussssssss kraaaaaaaam Hold og fast okay? :)))))

Juze :)))

Skrevet af juce, 17. september 2020 22:41