Læs dagbog

Jeg kæmper og kæmper.
Kommer endelig lidt ovenpå for at møde en ny kamp en ny udfordring. Som jeg slet ikke kan overskue og se enden på. Men her er jeg.
Jeg lever i et smerte helvede. Jeg kan ikke finde ro fysisk og psykisk. Det gør ondt at ligge, stå sidde og gå. Hvis jeg ligger i 5-6 timer så kommer der lidt ro på. Alt i min krop skriger. Og jeg er så frustreret og det påvirker mig. Gør mig irritabel. Og det går ud over andre, især min mor. Og det er ikke okay. Men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg kan stoppe mig selv.
Mine smerter forværres ligesom hver nat. Jeg går i seng med håbet om en bedre dag i morgen og.vågner med flere smerter.
Og det har simpelthen taget mit overskud og jeg er så udmattet at jeg intet kan overskue.
Jeg orker dårligt at gå på toilettet eller rede håret. Bare dagligdags ting som er helt uoverskueligt.
Men nej jeg opgiver ikke.
Jeg står op hver dag og gør tingene. Jeg tager på arbejde og nogle få dage giver det mig noget. Ja jeg kan ikke finde et ord for det. Men jeg skubber mig selv til side og gør noget godt for andre. Det kan give mig 30 min pause fra mit helvede. Smerterne er der stadig men en positiv følelse møder mig når jeg ved at jeg hjælper andre. Og det giver mig meget. Og gør jeg står op dagen efter.

Nåh nok med det.
Jeg har været hos gigt læge i sidste uge. Suk en oplevelse. Hun var mere interesseret i at høre om min psykiske oplevelser og hvordan jeg er kommet mig osv. Hm.
Jeg føler mig på ingen måde hørt. Men jeg opgiver den kamp. Jeg har og havde stadig et stort ønske om en diagnose en forklaring og mulighed for behandling. Men den kommer ikke den vej.
Jeg skal dog have taget mig sammen til endnu en blodprøve men læge vil ikke se mig. Jeg kan bare ringe til sekræter eller selv se svaret.

Så tog jeg mig endelig sammen til at skrive til min egen læge om mine smerter.
Her er der også udfordringer.
Hun skrev bare at jeg evt kunne snakke med en psykolog om at lære at leve med smerter.
Ideen i sig selv er ikke så slem. Men at acceptere smerter osv fjerner dem jo ikke. Og jeg begynder at frygte for mit job og mulighed for at arbejde i fremtiden. Jeg kan mindre og mindre fysisk.
Jeg havde nok håbet med noget hjælp med smertestillende og evt. Hjælp til tackle smerter. Ikke at hun skulle hjælpe med det sidste.
Men føler mig virkelig som en besværlig patient som bare kræver og kræver men jeg vil bare så gerne beholde mit job og min hverdag. Jeg vil så gerne have overskud og energi til igen at se nogle eller bare gå en tur. Eller bare gøre rent.
Det endte med at jeg har fået en tid til samtale med egen læge om 1 måned. Og det fik jeg presset igennem ved af sørge til smerteklinik da jeg har læst at de er gode til at hjælpe med at håndtere smerter. Så nu skal jeg holde ud.

Men der sker også gode ting i mit liv. Jeg hører stort set ingen stemmer. Enkle sætninger her og der. Sidst for over 2 uger siden. Så det er helt vildt dejligt.
Jeg tænker selvfølgelig lidt på og er bekymret for om mine smerter presser mig så meget at stemmerne kommer igen. Men det er ikke sket endnu. Heldigvis.