Læs dagbog

Det føles som en umulighed opgave at få det godt igen.

Jeg.har i dag talt med min psykiater. Og jah det endte med at det medicin hun foreslog jeg kunne prøve vil påvirke det smertestillende jeg får.
Så nu venter jeg i et psykisk helvede igen.
Hun vil tale med min egen læge og en farmaceut og så fik jeg en tid på fredag.
Det er åbenbart et gammelt præparat som ikke alle kan tåle det. Det var hun meget nervøs for om jeg kunne. Det gjorde mig.nervøs også.
Men jeg kan ikke holde det ud meget længere.
Når jeg ikke er på arbejde tager jeg meget pn (dog kun hvad der er ordineret) men det sløver. Men lidt ro giver det.

Jeg har i dag været nede med min mors og mit skrald og nu står den på ro. Jeg har taget en pn så er træt - ekstra sløvet.
Jeg er altid træt. Det er nok sygdommene og medicinen.
Ellers har jeg været ude med hunde og lufte dem.

Jeg har så svært ved at forklare hvad der sker indeni i mig. Vi talte om symptomer da jeg snakkede med psykiater.
Ja til selvmordstanker
Ja til stemmer
Ja til paranoide tanker
Ja til flashback
Ja til selvskadende tanker
Ja til depressive tanker
Ja til angst
Ja til tankemylder.
Min psykiater elsker min tilgang til mine symptomer.
Jeg forklarede mit tankemylder. Jeg oplever to slags. En hvor tankerne er tydelige og forløber hurtigt og til tider i ring.
Men jeg oplever meget ofte at tankerne kører så hurtigt at jeg ikke kan følge med.

Update kl 20
Jeg har fået et 6 sider lang lægeerklæring som skal udfyldes af mig og min egen læge angående min arbejdsskade sag.
Jeg har fået tid hos egen læge den 1.
Så har lidt tid til at kigge på den. Lægen vil gerne have at jeg svarer på så mange spørgsmål kan jeg selv. Så printede det ud og siddet en del med det.
Det er svært ar vurdere og svarer på alle de spørgsmål.
At vurdere selv i hvilken grad smerter jeg har.
For mig er det jo slemt. Især på arbejdsdage. Men hvordan vil andre se på det?

Derudover så har pn givet lidt ro så jeg har tænkt. Jeg er så ambivalent med alt. Selv med lysten til selvmord.
Jeg har en del tanker og nogle planer om hvordan. Men jeg forsøger at holde tankerne om hvornår på afstand. På den ene side har jeg lyst til at give op og bare gøre det og så på den anden side kunne det måske blive bedre igen. Måske vender dette mørke. Måske kommer solen frem.
Men jeg har heller ikke lyst til at leve hele mit liv sådan her.

Min hund kan mærke at jeg har det skidt. Han følger mig alle steder. Han kysser og lægger sig hos mig. Hans kærlighed og nærhed hjælper mig til at skubbe selvmordstankerne i baggrunden.

Lidt ord fra mig. En savnede jeg skrev om andet end smerte i min dagbog. Så her er lidt mere.

Jeg har fri i dag men har dagvagter de næste dage og en vigtig samtale onsdag som jeg ikke vil skrive om før den er overstået.
Det er svært at arbejde og være så psykisk sårbar (som min psykiater kalder det). Jeg har svært ved erkende det. Jeg har svært ved at passe på mig selv. Det giver mig noget at arbejde med mennesker. At gøre gavn og hjælpe andre.
Men samtidig stresser det mig utroligt meget.
Men jeg har til tider nogle gode kollegaer som jeg vil savne hvis jeg får nyt job. Jeg kigger nemlig efter noget som ikke er lige så fysisk hårdt for min ryg.

Nu ved jeg ikke helt hvad jeg skal lave. Hører lydbog, male eller læse i slankebogen. Jeg har lyst til det hele og til ingen af tingene. Igen den ambivalens der ligger i min diagnose. Jeg er træt af den. Den påvirker alle valg i livet. Små som store.

Ellers er der ikke sket det store. Min mor er på arbejde her til aften så jeg har begge hunde. Har lufter dem og der er åbent ud til haven. Jeg har set tv, cykelløb. Og siddet med lægeerklæring og på et tidspunkt vil jeg læse lidt op på samtalen onsdag.