Læs dagbog

Ikke elsket? Og opgivende og søvn

En side i dagbogen "Livet i mørket med selvmords- og selvskadende tanker"
Skrevet af ungpige 19. april 2018 11:24

Først til det positive. Til gruppe i mandags der talte jeg bagefter med min kp og jeg er igen desværre begyndt på leponex og har sovet nogenlunde siden. Nu vil jeg så prøve kun at tage det hver anden dag og på den måde langsomt prøve at trappe ud. Men søvn er vigtigt så det er svært. Jeg skal heldigvis tale med lægen igen på mandag efter gruppe Om bl.a. søvn og bivirkninger.

Ellers føler jeg mig meget alene. Min mor straffer mig hele tiden. Hvis jeg gør eller siger noget hun ikke bryder mig om straffes jeg med hårde ord eller ingen hjælp til ting hun ellers havde lovet mig at hjælpe mig med. Så jeg er meget alene og føler mig virkelig ikke elsket. Alene i verden.
Jeg er ked af det. Sådan rigtig ked af det indeni.
På arbejdet forsøger jeg at smile men det er en kamp. Det er en kamp bare at komme af sted. Endnu værre at skifte tøj (hvilket altid har været et problem, men det er endnu værre lige i de her dage).
Stemmerne presser meget på og forsøger at bestemme en del. Jeg har næsten ikke kræfter til at udfordrer dem.
Dog blev jeg tvunget til det i gruppen. Vi skulle sige hvad vi havde fået med os da det sluttede. Og alle skal sige noget. Jeg vidste hvad jeg ville sige. Men jeg måtte ikke. De råbte og skreg om at jeg ikke måtte. De ville gøre folk ondt hvis jeg sagde noget. Men da min kp (som er underviser) så spurgte mig var jeg jo tvunget til at svarer. Men sikke bange jeg blev. Hvad nu hvis de fik ret. Hvis det var min skyld at folk døde. Hvad nu hvis....... angst i stor stil.

I dag kæmper jeg også med selvskade trangen. Jeg har sådan lyst til at skære eller slå mig selv. Jeg prøver at lade være. Men suk....... hvorfor overhovedet kæmpe???? Jeg taber alligevel!!! Og når ingen elsker mig så hvorfor overhovedet være i live...... Hvad med meningen med livet????
Jeg gider ikke mere. Nok er nok

Kommentarer fra andre brugere

Tillykke med at du får sovet.
Som du selv siger, så er det uendelig vigtigt, og især når man slås med psykisk sygdom.
Så et godt skridt du tager dér.. Medicin eller hvad der nu ellers skal til.

Det lyder som om din mor "mangler noget"...
Jeg vil næsten holde en månedsløn på at5 hun også har en hel del i rygsækken...
Hendes forældreevner er i hvert fald stækket.

Det kan du selvfølgelig godt være klar over.
Men det er stadig ikke godt nok til dig.
Sådan opleves det, og sådan er det...
Jeg har selv været lige dér hvor der ganske alvorligt manglede noget.
Ingen kunne gøre for det, men det er alligevel ikke godt nok til et barn, uanset hvor gammel man er...

Det med arbejdet, det er kanon hårdt...
Det gør næsten fysisk ondt, ikke?

Trods du bare dine stemmer...
Den eneste de evt. kan skade er dig selv.
Det er dér kampen skal tages.
Godt at du gør det, stor respekt for det.

Det med livet...
Der er altid nogen som elsker os.
Måske har du ikke mødt dem endnu?
Men det vil ske.

Der er jo også nogen her inde som holder meget af dig, ikke?
Hvorfor tror du ellers at vi skriver?

Selvskade er netop dét... selvskade.
Det giver endnu flere problemer...
Men jeg ved godt at det er knaldhårdt at kæmpe imod.

Du taber ikke alligevel.
Men du skal nok til at lære at elske dig selv...
Og der er masser at elske...
Ikke mindst kva dit fag, hvor du virkelig gør en forskel.

Det betaler sig altid at kæmpe.

God Weekend, kærlig hilsen Bip.

Skrevet af Bipolarix, 19. april 2018 16:37

Sødeste du:( hvor det smerter mig at din mor er sådan:X Hun burde virkelig ikke ha dig som datter, og hvor ville jeg gerne holde om dig/støtte dig kæmpe for dig og med dig. Bor du hos hende? for ellers syntes jeg du skal udgå hende for en stund, og finde støtte andre steder, det er ikke sundt for dig når du i forvejen har de stemmer og er i gruppeterapi/arbejde, som jeg kan genkende da jeg var i 20erne og havde min datter som var 1½ år, jeg måtte heller ikke sige visse ting, for så var der en pige inde i mit hoved der blev meget vred og ville straffe mig med døden, det ente med jeg sad bagvent på den stol, væk fra gruppen og hverken kunne det ene eller det andet. Jeg havde osse skadet mig, og det hjælper desværre kun ret kort så kommer alle problemerne tilbage. Du har brug for mere støtte i din hverdag, har du en støttekontakt person? Jeg vil anbefale det, når du er så meget alene med så mange svære ting.

Jeg er selv syg, og kan ikke hitte ud af regninger nettet ovs. men jeg har min lille familie og derfor er jeg ved at søge den hjælp så jeg en dag selv - forhåbentligt kan klare skærene. jeg elsker dig ung, jeg føler din store smerte og jeg syntes det er så flot du for skrevet herinde, og tusinde gange taaak for din hilsen, det betyder osse noget for mig:)))

Jeg vil slutte med at sige, at du gør dit bedste og det kan ingen
tage fra dig, heller ikke din mor. Jeg håber virkelig at du forstår det er hende der har et problem og ikke dig ok?:) Forsæt med at kæmpe holde fanen højt og kæmpe knussss smukke

Juze.

Skrevet af juce, 19. april 2018 20:21

Udskriv

Tip en ven