Læs dagbog

I morgen skal jeg tale med min nye kp. Jeg skal finde modet til at fortælle hvor skidt jeg faktisk har det.
Jeg kan ikke rumme noget som helst. Har bare lyst til græde. Hjertet gør ondt. Hovedet af fyldt med angst, tanker og stemmer. Jeg er paranoid.

Alt sammen mere end normalt.
Jeg kæmper med at holde fast i den normale verden. Jeg bliver ofte hævet ind i min egen verden. Og det er svært at finde tilbage.
Jeg kæmper også med oplevelser som kommer frem fra hukommelsen. Oplevelser fra overgrebet. Jeg kan mærke det i kroppen. Jeg kan hører det. Jeg kan se det. Det er så virkeligt.
Jeg bliver så bange og paranoid når det sker. Føler mig skrøbelig. Føler mig fanget.

Alt hvad der sker lige nu skete også da jeg for alvor blev syg og indlagt. Der vil jeg ikke hen igen

Derudover kæmper jeg en del med søvnen. Jeg får ikke meget af den og den del dig får er dårlig. Nu har jeg prøvet at tage al min pn til natten og nu har jeg endelig fået lidt søvn.
Men hvad skal jeg så gøre om dagen hvis jeg får brug for det.