Læs dagbog

[*skrevet så "forfatter" agtigt som jeg kan*]

Det er første gang jeg prøver at beskrive nogle af mine aftener for nogen som helst, men føler mig nødsaget til at få skrevet det ned, sådan så jeg kan finde mere ud af hvad der er virkeligt.

Psalm 23:4 (King James Version)

Yea, though I walk through the valley of the shadow of death, I will fear no evil: for thou art with me; thy rod and thy staff they comfort me.

------------------------------------------------

Mørket falder på. De lurer i det mørke, bevæger sig kun om natten. Jeg kan se dem fare forbi hinanden, det er mange. Jeg sidder stiv af skræk i sofaen, og forsøger at fortsætte min aften, jeg ved jo godt det ikke er virkeligt, men jeg er stadig bange.

De sniger sig langs væggene, hvisker og tesker; de vil mig noget ondt. Jeg tør ikke bevæge mig, tør ikke gå på toilettet eller i seng; jeg skruer op for TVet. Jeg kalder dem "skyggerne", fordi de kun kommer om aftenen. De raser frem og tilbage i mørket, kradser på væggene, og kaster med mørk energi. De forsøger at slippe dæmonen ud, der er låst fast inden i. Endnu en Rekorderlig ryger ned i halsen, endnu mere alkohol til at dæmpe deres færden. Blæren er godt fyldt, så jeg er nødt til at gå ud i mørket, nødt til at tænde lyset hurtigt inden de kradser og bider. Jeg når det ikke, de får kradset og bidt lidt i mig, min blodåre ætser - de begynder at rådne.

Jeg sidder igen i min egen verden, sidder og forsøger at chatte med mennesker; chatten går, men skyggerne og stemmerne presser sig på; de vil lære at være fremme i lyset, og trække mig ud i mørket. Dæmonen raser indeni, den vil ud. Tankerne kører på højtryk, og alt bliver makabret - alt bliver blodigt. Billederne stormer frem; mord, voldtægt, halshugning, zombier, osv. De prøver at skræmme mig, forsøger af få mig væk fra virkeligheden - ind i deres verden, ind til alt det makabre.

Skyggerne fortsætter, slåt sig sammen og hviker:"Slip den fri, den er en del af dig" - Men jeg VIL have kontrollen, er bange for hvis jeg mister den. Jeg prøver ihærdigt at fortsætte med min "egen" verden, at lukke mig ind i et virtuelt univers, som måske kan få det hele på afstand, men skyggerne kommer tættere, de løber over gulvet; mine øjne flakker forvirret omkring. Klokken er blevet så mange nu, at det er tid til medicin - skyggerne råber nærmest i kor: "Nej! Ikke tage dem, de vil dig kun ondt." - Men jeg ved det er det rigtige at gøre, ved at det er en af vejene frem.

Timerne går, gåsehuden kommer og går, og blodårene er næsten helt væk. Skyggerne er stadig ikke trætte, de vogter over de mørke rum, klar til at angribe når chancen byder sig. Men jeg er nødt til at gå iseng, nødt til at komme ind i drømmeverdenen, for det er det eneste middel jeg har mod dem. Jeg har med vilje ladet mine negle gro, i håb om at kune skade dem tilbage - men ak nej, intet virker, kun lys og drømmeverdenen. Allerede da jeg rejser mig, begynder det at rasle omkring mig. Skyggerne ved at jeg er på vej, de ved at deres chance kommer snarest; de afventer.

Jeg tænder lys, og slukker lys - skyggerne følger efter, radser mig når jeg kommer for tæt på. Jeg taler højt, siger:"Gå væk - lad mig være alene! Jeg skal sove!". Skyggerne er ligeglade, men holder sig mere på afstand - men de afventer stadig. Jeg ligger mærke til at min seng er alene, ingen skygger derinde nu - jeg tager chancen, smækker den bærbare i - og styrter derind. Lukker øjnene og ser at skyggerne brænder sig på lyset. Jeg er desværre nødt til at håbe at de går væk, nødt til at slukke lyset for at falde til ro - men hvordan gør man det, når man er hjemsøgt af mørket?

Jeg kigger mig omkring, de er der ikke - endnu en chance! Får slukket lyset i stuen og smækker døren til soveværelset hurtigt. Jeg tager mit tøj af, får langt mig i sengen med lyset tændt - jeg skal lige have ro. Jeg rejser mig, får slukket lyset og lagt mig igen. Kan høre bevægelser fra stuen og køkkenet - rejser mig og checker at låsen på hoveddøren stadig er låst, og så ind under dynen igen. Et stykke tid efter kribler det under dynen, og jeg må sige til mig selv gang på gang:"Der er ikke noget, det er ikke virkeligt". Endelig får jeg overbevist mig selv om at der er intet, og så er der stille. Under mine øjenlåg er ligner det en fest af blinkende lys - et diskotek på max power. Men det er ikke virkeligt, der er ikke noget, det hele er bare en vågen drøm, et vågent mararidt. Endelig falder jeg i søvn.
---------------------------------------------

Hvis du er kommet hertil, har du læst det hele :) - som der står øverst er det første gang jeg prøver at beskrive det for nogen, men jeg presser mig selv, presser citronen - bare for at føle en form for lettelse. Der er ikke overdrevet på nogen måde, men angsten er svær at få med.

Håber ikke det lyder for skræmmende.