Symptomer

Revideret af Psykiater Morten Birket-Smith

Generaliseret angst karakteriseres ved en overdreven, uhensigtsmæssig bekymring, der er til stede det meste af tiden og ikke blot under særlige omstændigheder og situationer. 

Ved generaliseret angst har du både fysiske og psykiske angstsymptomer:

  • Du er ængstelig og nervøs over mange forskellige ting.
  • Du har store og små problemer i din dagligdag, der kan bekymre dig så meget, at du har svært ved at koncentrere dig om andet.
  • Du vil formentlig indse, at den grad af bekymring, som du oplever, er ude af proportion med det eventuelle problem.
  • Du har måske en række fysiske og psykiske angstsymptomer:
    - hjertebanken, hurtig puls, svedtendens, rysten, mundtørhed, åndenød,  kvælningsfornemmelse, trykken eller brystsmerter, kvalme eller uro i maven
    - svimmelhed, uvirkelighedsfølelse, frygt for at blive sindssyg, dødsangst
    - varme- eller kuldefølelse, sovende fornemmelser
    - muskelspændinger eller -smerter, rastløshed, svært ved at slappe af, anspændthed, synkebesvær
    - tendens til sammenfaren, koncentrationsbesvær, irritabilitet, indsovningsbesvær

Desværre går angstsymptomer ofte ubemærket hen, men generaliseret angst kan behandles effektivt med medicin og psykoterapi.

Sidst opdateret:: 28. juni 2011