Hvad skyldes panikangst?
Revideret af Psykiater Morten Birket-Smith
Panikangst starter sædvanligvis mellem sen ungdom og midten af 30’erne. Den er påfaldende anderledes end andre typer af angst ved, at panikanfaldene er pludselige, synes at være uprovokerede og ofte er invaliderende. Man oplever intens angst, måske dødsangst, at man er ved at blive sindssyg, eller en følelse af, at noget ubeskrivelig forfærdeligt er ved at ske, og at man er magtesløs over for at forhindre det.
Psykosocial stress eller visse fysiske sygdomme og lægemidler kan udløse det første panikanfald. Eller det kan være fremskyndet af misbrugsstoffer, der øger aktiviteten af dele af nervesystemet, der er involveret i reaktioner på frygt og angst.
Kvinder er en smule mere tilbøjelige end mænd til at få stillet diagnosen panikangst. Genetiske faktorer synes at påvirke risikoen for at få diagnosen panikangst, idet førstegradsslægtninge (dvs. forældre, børn, søskende) til patienter med panikangst har en større sandsynlighed for selv at få det, især hvis frembruddet hos de pårørende var før 20-års-alderen.