Diagnostiske problemstillinger

Revideret af Psykiater Morten Birket-Smith

Diagnosen PTSD kan stilles gennem en sygehistorie med udsættelse for traumer, en reaktion med intens frygt, hjælpeløshed eller rædsel, genoplevelse af symptomerne, undvigelsessymptomer og stærk vågenhed.

PTSD kan være:

  • Akut - symptomerne varer 1-3 måneder
  • Kronisk - symptomerne står på mere end 3 måneder i træk
  • Forsinket - hvor symptomerne fremkommer mindst 6 måneder efter traumets opståen.

En diagnose kræver, at starten på symptomerne genoplevelse, undvigelse, følelsesløshed og vågenhed skal være direkte forbundet med den traumatiske hændelse.

Diagnosen akut belastningsreaktion kan stilles, hvis den traumatiserede person udviser symptomer på tilbagetrækning, genoplevelse, undvigelse og vågenhed inden for en måned efter traumets opståen.

En nøglefaktor for diagnosen PTSD er, at den undvigen og frygt, der er forbundet med traumet, forekommer i mange af livets områder. Hvis denne undvigen og frygt er begrænset til et specifikt aspekt af traumet eller til en specifik genstand eller situation, kan diagnosen enkeltfobi være mere passende.

Hvis man f.eks. tager en person, der overlevede en drukneulykke og simpelthen undgår at svømme og er upåvirket i andre områder af livet, vil en enkeltfobi være den mest sandsynlige diagnose. Men hvis personen undgår at svømme, ikke kan være i nærheden af en sø, ikke kan køre tæt på vand, ikke kan sove og skifter mellem følelsesløshed og høj vågenhed, vil man overveje diagnosen PTSD.

Sidst opdateret:: 28. juni 2011