Demens

Psykiater Morten Birket-Smith

Demens er en af en række sygdomme, der går ud over hukommelse, sprog og opmærksomhed, men ikke påvirker bevidstheden. Man er stadig vågen, når man er dement. I befolkningen over 65 år har omkring 5% svær demens og 15% i lettere grad. Demens udvikler sig ofte gradvist, og den mest almindelig type er Alzheimer.

Ved Alzheimer har man symptomer som:

  • Dårlig hukommelse
  • Afasi - talebesvær eller besvær med at forstå og finde ord
  • Apraksi - svært ved at udføre opgaver, som at snøre sko
  • Agnosi – svært ved at genkende ting og personer
  • Svært ved at overskue, planlægge og strukturere ting
  • Svært ved at tænke abstrakt.

Demens medfører ofte passivitet, dårligt humør og ændret personlighed. Især i den tidlige fase af demens kan den forveksles med depression, og omkring 12% af alle demente vil faktisk få en depression. Modsat er nogle depressive så hæmmede og passive, at man tror, de er demente. Dette kaldes pseudodemens, der er en tilstand, der med den rette behandling kan helbredes.

Sidst opdateret:: 19. november 2009