Selvmord

Professor i psykiatri Lars Kessing

20% af de mennesker, som har tilbagevendende depressioner, ender med at tage deres eget liv. Hvis du har flere depressioner, råder vi dig til at huske, at en sygdom, som kan behandles, ikke må bestemme over dit liv på den måde.

Risikoen for at begå selvmord er 15-20 gange større blandt mennesker med tilbagevendende depressioner end blandt mennesker uden depressioner. Men du kan gøre meget for ikke at få tilbagevendende depressioner.

Halvdelen af alle selvmord bliver begået af mennesker, som lider af psykisk sygdom. Det er især depression, de lider af, og det er alt for mange. Ved at læse om depression – fx her på Depnet - fjerner du dig fra risikogruppen, fordi information om depression forbedrer din chance for at blive rask.

Køn

Der er mange flere, der laver selvmordsforsøg, end der er mennesker, der dør ved selvmord. Generelt forsøger kvinder at begå selvmord 2-3 gange hyppigere end mænd. Men mænd begår fuldbyrdet selvmord 2-3 gange hyppigere end kvinder.

Tidligere selvmordsforsøg

Mennesker, som tidligere har forsøgt at tage deres eget liv, har betydelig øget risiko for at begå selvmord. Men det er aldrig for sent at komme ud af depressionen og dermed tankerne om selvmord. Læs mere om behandling.

Selvmord i familien

Risiko for selvmord synes at være arvelig. Selvmord forekommer hyppigere i nogle familier. Resultater fra tvillinge- og adoptionsstudier tyder på, at det ikke kun er tilbøjeligheden til at udvikle depressioner, som arves, men også selve risikoen for at begå selvmord.

Alkohol- eller medicinmisbrug

Mennesker, som lider af depressioner og samtidigt har et alkohol- eller medicinmisbrug, har øget risiko for at begå selvmord. Men både alkoholmisbrug og depression kan behandles.

Legemlig sygdom

Mennesker, som både lider af depressioner og en alvorlig legemlig sygdom, har øget risiko for at begå selvmord. Men den øgede risiko kan nedsættes kraftigt ved hjælp af forebyggelse og behandling af depression.

Manglende social støtte

Mennesker, som er alene uden familie, venner eller anden social støtte, synes også at have øget risiko for at begå selvmord. Det samme gælder blandt mennesker, som ikke er i arbejde. Det er derfor en god ide at prøve at få kontakt med andre mennesker. Du kan fx deltage i foreninger eller i motions- eller sportsklubber. Det kan også være en ide at kontakte Depressionsforeningen, som er en forening af mennesker, som har haft depression.

Tidligt i forløbet

Der er størst risiko for selvmordsforsøg tidligt i sygdomsforløbet. Størstedelen af selvmord foretages under en af de første depressive episoder. Det er vigtigt, at du bliver undersøgt af din læge. Også selvom tanken om depression kun strejfer dig.

Lige efter udskrivelse

I ugerne lige efter en udskrivelse fra psykiatrisk afdeling er risikoen for at begå selvmord særlig stor. Knyt dig derfor til din familie og venner. Undgå at være alene. Brug fx DepNet til at få kontakt med andre, eller se, hvor du kan finde nogen at tale med.

Ophør med medicin

Pludselig ophør med antidepressiv eller stemningsstabiliserende medicin (f.eks. lithium) øger risikoen for at udvikle en depression igen. Risikoen for selvmord er specielt stor i perioden umiddelbart efter medicinstop.

Sidst opdateret:: 20. november 2009