Patientgrupper

Sekretariatschef i DepressionsForeningen Jette Balslev

Du er ikke alene! Det er lykken at opleve, at du ikke er alene i verden.

På DepressionsLinien taler vi hver aften med mange mennesker, som har en depression. Hver dag er jeg fuld af beundring overfor alle dem, der løfter røret og ringer til os. I ringer til os for at få kontakt med én, som forstår, hvor ondt det gør at være depressiv.

Det er ikke altid en trøst at få at vide, at der er masser af mennesker, der har det lige som dig. Alligevel er det med til at fjerne:

  • Tabuet omkring sygdommen
  • Smerten
  • Skyldfølelsen over ikke at slå til.

Når du er depressiv, føler du sikkert tabuet, smerten og skyldfølelsen. Og måske strejfer denne tanke dig: "Omverdenen forventer, at jeg fungerer, men jeg KAN ikke".

Kontakt vigtig

Den menneskelige kontakt er meget vigtig. Det er vigtigt, at du kan tale frit i telefonen med én, der:

  • Ikke dømmer
  • Ikke "spiller klog"
  • Selv har prøvet det
  • Ikke giver tåbelige råd som "du bare skal gå en tur i den friske luft" eller "gå ud og købe noget rart til dig selv" - eller hvad folk finder på.

Der er ingen nemme løsninger. Men når du får lov at tale ud om smerten og afmagten, har du en lille "ventil", som hjælper i den værste tid. I DepressionsForeningen prøver vi at være denne ventil via telefonen på DepressionsLinien, tlf. 3312 4774 (kl. 19-21 hver aften undtagen lørdag)

Lokalgrupper

Det betyder også, at nogle af dem, vi taler med, selv finder sammen i grupper rundt om i landet. Nogle af dem, der er kommet så langt i behandlingen, at verden begynder at se nogenlunde normal ud, har også overskud til at gå ind i vores arbejde. De er DepressionsForeningens startnøgle til lokalgrupper.

Her kan du mødes uforpligtende og tale, hvis du har lyst. Du kan også lade være med at tale, hvis du ikke har lyst. Det er et trygt fællesskab. Og samværet med andre i samme båd kan være en befrielse. Det giver et pusterum, som gør, at du klarer næste dag.

Husk, du er ikke alene. Du kan nå DepressionsForeningen pr. telefon eller på internettet, hvis du har brug for os:

Vendersgade 22, kld.
1363 København K
Tlf.: 3312 4727 (DepressionsLinien: 3312 4774)
Fax: 3312 5078
E-mail: sekretariat@depressionsforeningen.dk
Hjemmeside: www.depressionsforeningen.dk

Sidst opdateret:: 23. november 2009