Mors lille soldat
Instruktør og skuespiller Jens Arentzen
Mens jeg skriver dette, undrer det mig, at jeg ikke noget før har set, at "den var gal"! Det undrer mig, hvordan jeg i rigtig mange, mange år, har affundet mig med min tilstand: Min selvisolering og enorme, undertrykte sorg. For sorgen har jeg. Jeg må ikke bare "sige det", men næsten frygteligt "konstatere det" nu, hvor jeg får hjælp af en terapeut.
Terapeuten
Terapeuten "angriber mig" ikke med talen. "Hun rører mig" – og jeg må virkelige sige, at terapeuten "rører mig fysisk". Terapeuten rører mig, så en næsten kernenedsmeltet sorg og forladthedsfølelse begynder at røre på sig. Den manifesterer sig i gråd. Jeg hulker som pisket og sidder næsten hele tiden med mit pæne hoved og siger: "Jamen så slemt var det vel ikke. Nu er jeg jo ikke noget Vietnambarn, eller er jeg?".
Hvorfor mig?
Den norske moderne psykiater Finn Skårderud har begået bogen "Uro". I bogen taler han om "den hvide – og den sorte melankoli i det moderne menneske". Bogen åbner en form for forklaring på, hvorfor jeg så længe har benægtet og fundet det urimeligt, at jeg skulle ned og bide i græsset.
Jeg er jo succesen fra "Matador" og "Én gang Strømer". Men det er netop derfor! Den hvide melankoli er nemlig mig – og nok også en del andre sammen med mig. Den hvide melankoli er en moderne indre tomhedsfølelse, som ikke føles som om, at den har nogen fysisk forklaring i verden.
Min melankoli
Der er ingen fysisk forklaring. Huset er jo ikke brændt. Godt nok døde far, men sådan er livet vel. Der har da aldrig manglet mad eller mærkevarer. Så min melankoli-følelse må være forkert. Forkert, fordi der ikke synes at være nogen fysisk bevidnelse i verden for den.
Jeg har en melankolsk stemning inden i mig. Jeg har altid haft den med mig. Jeg har næsten taget den for at være min identitet. Jeg har set mig selv som en dumrian og en livsamatør, der bare ikke kunne forvalte de skønne tilbud, verden har tilbudt. For det har jeg ikke.
Nærheden har været svær, tæt på umulig. Det er ikke et mesterskab i kærlighedsforhold, jeg vinder.
Massagekursus
Jeg lå på en madras til et massagekursus med mange andre. Det var slet ikke "mig". For samvær med andre på dén måde, bryder jeg mig ikke om. Men jeg var blevet overtalt og havde det rigtig godt med det, indtil ham, jeg dannede partner med, begyndte at græde af massagen. Da skulle jeg have en ny makker.
Min nye makker var en høj mand som min far og ligeså gammel. Ham skulle jeg nu køre videre på. Mig, der aldrig havde rørt min egen far. Bagefter skulle han røre mig – og så var det, det skete. Jeg kunne ikke røre mig bagefter. Jeg begyndte at græde. Ikke "lidt" og ikke "af en bestemt grund". Men dybt, dybt indefra brød der en gråd igennem. Den var overvældende rolig og varede i flere timer.
En hånd på maven
Dér forstod jeg, hvad klokken var slået. Jeg bar på noget, som jeg ikke havde villet være ved. Jeg bar på en dyb, nærmest grænseløs sorg, som jeg skammede mig over, at jeg følte. Jeg græd over mit liv og mærkede for første gang "mig selv", uden at jeg direkte tænkte sådan. Jeg begyndte at få hjælp gennem fysisk berøring. Det var som at få lagt en hånd på min mave.
Barn af ulykkelig mor
Fysisk berøring er jeg ikke vant til. Jeg er ikke vant til at få: "En hånd på maven", "berøring", "omsorg", "næring og lys". Jeg er barn af en ulykkelig, ulykkelig mor, som har haft det "langt værre end mig". Så hvorfor begræder jeg dét, som jeg selv har tabt, fordi mor var ulykkelig? Ikke tale om. At bukke under for min stakkels mors mangler har jeg i lang tid følt som det største forræderi i verden. For jeg var jo "mors eneste". Den eneste, hun kunne stole på. Fordi storebror var ude og far var på arbejde. Det var kun mig, der så mor græde over vasketøjet, når hun ikke kunne finde kræfter til at lægge det sammen eller rejse sig fra vaskekælderen.
Ingen sagde noget
Jeg har levet i et helvede. Men der var så lyst, så det kunne da ikke være et helvede? Ingen sagde noget, hverken på hospitaler eller på genopvågnings-stuerne. Mor vendte tilbage på genopvågnings-stuerne, når hun havde forsøgt at begå selvmord, og det atter ikke lykkedes. Det var mig, der fandt hende efter selvmordsforsøgene.
På bunden af brønden
Når man har levet på bunden af en brønd, så er man overbevist om, at hele himlen er det lille runde blå for oven. Man bliver ganske overrasket, når det viser sig, at himlen er til alle sider og helt til verdensrummet!
Sådan har jeg det i dag, hvor jeg kan begynde at se det. Jeg kan se, at den dygtige, flinke og højt begavede "lille Jens" har overlevet en frygtelig krig. Modstanderen var den, jeg - som ethvert barn - holdt allermest af, mor.
Jeg var som et lille barn, der ser en spritter, som har slået sig. Medfølelsen står malet i barnets grædefærdige, våde øjne. Det vil gøre alt for at hjælpe den stakkels mand – eller sin mor. Det gjorde jeg – uden at fortælle det til nogen. For mor skulle jo ikke afsløres og hænges ud. Mor kæmpede jo!
Lille soldat i hemmelig krig
Ingen sagde noget. Ingen har nogensinde sagt noget. Ingen sagde: "Hvor er du dygtig lille ven, at du har fundet, hvilke piller din mor tog!" Jeg var så stolt. Jeg var en rigtig lille kriger, som først nu forstår, at jeg var sådan på vagt. Jeg var på vagt for en elsket, elsket svag mor, som ingen måtte vide noget om. Det betød, at jeg var en "levede død". Jeg legede ikke, spiste ikke, og gjorde ikke indsigelser. Jeg mærkede ikke, at det kostede mit liv. Jeg var en soldat i en hemmelig kamp, som ingen rev mig ud af.
Skylden, skammen og lidelsen
Jeg lider ikke af melankoli. Men af angst. Al den angst som den lille soldat selvfølgelig ikke kunne bære. Jeg lider af skylden over, at jeg håbede at få hjælp. Jeg håbede at komme væk. Ikke mindst lider jeg af skammen over, at jeg ikke lykkedes.
Jens Arentzen, S.T.O.R.I.E.S., 2000.