Min kollega blev fyret

Birgit var min kollega gennem 7 år. Vi arbejdede i samme afdeling og havde samme chef. Kun jeg vidste, at Birgit var manio-depressiv. Hun ville ikke fortælle andre, at hun tog lithium. Jeg fortalte det aldrig til nogen.

Svært at skrive om

Jeg ved ikke, om min historie om Birgit er unik. Jeg har gennem mange år på arbejdsmarkedet været tæt på tre kolleger, som var manio-depressive. Birgit kom jeg tættest på. Men der er flere fælles træk i de tre forhold/sygehistorier.

Det er faktisk lidt svært at skrive om, men jeg skal prøve. Her kommer jeg rigtig tæt ind på den deprimeredes psyke, men også på min egen. Vi er ikke alle lige store psykologer. Men jeg har altid gerne villet hjælpe, hvor jeg kunne. Jeg har altid haft overskud til at tale minoriteternes sag. Jeg har altid involveret mig i andres problemer. Mange kolleger har åbnet sig overfor mig. Det har givet mig indsigt i livets brogede forhold.

Kræver overskud

At have en depressiv kollega, kræver det helt store overskud. Det er ofte envejskommunikation, hvor alt foregår på den deprimeredes præmisser. Du kan ikke forvente, at din deprimerede kollega har indsigt eller overskud til at forestille sig, at andre har problemer.

De fleste samtaler drejer sig om den deprimerede, for det er rigtig, rigtig synd for "mig". Tit har jeg tænkt, at de deprimerede er så selvcentrerede og selvoptagede. Men det må være forfærdeligt at sidde i et stort sort hul uden at kunne få øje på et lysglimt. Havnet i bunden af en mørk tunnel, som aldrig ender.

Svært bare at give og give...

De deprimerede har min sympati. Efterhånden kan jeg godt forestille mig, hvordan det må være. Men det kræver meget overskud at hjælpe. Det er meget tidskrævende. Det er også svært at blive ved at give og aldrig modtage. Kun de færreste veninde- eller kollegaforhold kan stå den distance.

Når den deprimerede kommer "tilbage til livet", kunne jeg ønske mig lidt taknemlighed. Måske lidt overskud til at gå ind i mine og andres forhold. Men deprimerede mennesker får sjældent det overskud.

Aldrig rigtig glad

Birgit fik en psykose som ganske ung. Tog derefter lithium igennem 25 år. Hun havde en graviditet udenfor livmoderen. Det betød, at hun aldrig kunne blive gravid igen. Hun fortalte mig, at det var et stort slag for hende. Derfor udviklede hun en depression.

Birgit fik diagnosen manio-depressiv psykose og fik lithium. Medicinen holdt hendes sygdom i skak. Men jeg tror, at medicinen var medvirkende årsag til, at hendes humør var jævnt kedeligt. Hun var aldrig rigtig glad. Men hun var heller ikke rigtig trist. Hun turde ikke lægge lithium fra sig igen. Hun havde prøvet det engang, men hun fik en nedtur af det. Det er svært at sige, hvordan hendes humør ville være uden medicin. Jeg har kun kendt hende på lithium.

Med lithium holdt Birgit sin sygdom i ave. Jeg mener, at medicinen frarøvede hende et naturligt humør. Hun oplevede ikke de svingninger i livet, som andre oplever. Det kan være glæde, sorg, sjov og ballade. Hun tog aldrig rigtig del i det sociale liv på arbejdet. Hun viste aldrig sorg. Jeg betegner derfor hendes stemningsleje som lettere sænket.

Snakkede som et vandfald

Ofte havde Birgit en lidt anstrengende kontaktform. Jeg tillagde det hendes sygdom. Jeg havde ikke evner eller mod på at gøre noget ved det. Det var tit svært at tale med hende. Hun talte i monolog-form.

Birgit kunne sige: "Vores venner meldte fra til teaterforestillingen i aften. Jeg har to billetter. Vil du og Niels med? Det kan I nok ikke. I har altid travlt med andre ting". Jeg prøvede at komme ind i samtalen, men måtte opgive. Vores chef havde det på samme måde. Så vi talte om, hvad vi kunne gøre. Løsningen fandt vi aldrig. Birgit kunne snakke som et vandfald, uden ophør.

Birgit arbejdede meget og fortsatte ofte hjemme. Hendes omgivelser skulle vide, at hun arbejdede meget. Hun havde brug for at blive bekræftet og anerkendt. Men vores chef satte ikke pris på det ekstra arbejde.

Evnede ikke at hjælpe

Hendes kontaktform var en årsag til, at jeg ikke blev rigtig veninde med hende. Jeg ville gerne hjælpe hende, men jeg evnede det ikke.

I alle de år, vi arbejdede sammen, oplevede jeg 5-6 perioder, hvor hun virkede manisk. Hun opførte sig nærmest paranoidt. Hun hørte lyde. Hun fik en skærpet smagssans, og hun fortalte underlige ting.

Jeg prøvede at snakke med hende om det. Jeg spurgte, om hun følte sig ude af balance. Jeg foreslog hende at kontakte en psykiater og få hjælp til at justere medicinen. Men hendes maniske episoder gik altid over.

Sygemeldt og fyret

Men en periode endte fatalt. Jeg opdagede for sent, at hun var på vej ud i en ubalance. Hun fik en manisk periode efterfulgt af en depression. Hun blev sygemeldt. I den maniske fase nåede hun at gøre sit arbejdsforhold meget problematisk.

Hun blev paranoid og foretog nogle handlinger og sagde nogle ting, som vores chef ikke kunne se igennem fingre med. Da hun bagefter blev sygemeldt, blev hun fyret og bedt om ikke at komme på arbejde igen.

Jeg besøgte hende flere gange. Hun var ked af det og kunne godt se, at hun havde gjort noget forkert. Hun fortalte mig om de oplevelser, hun havde haft. Havde hun fortalt mig dem før, kunne jeg måske have grebet ind og stoppet hende.

Skingrende skørt

Ingen roder i andres sager på arbejdspladsen, selvom der er "fri adgang" til papirer og skuffer efter endt arbejdstid.

Men Birgit var i en fase af en depression, hvor hun nærmest var paranoid. Hun kunne ikke styre sig. Det blev årsagen til nogle af hendes fatale handlinger. Hun kunne ikke skelne mellem virkelighed og vrangforestillinger.

Senere fortalte Birgit, hvad hun havde fundet af "skandaler" i faxer og papirbunker hos vores chef. Jeg fik indsigt i forholdene på et tidspunkt, hvor det var for sent at gribe ind.

I dag har Birgit fået nyt arbejde. Hun trives. Jeg håber for hende, at hun fremover kan holde sin sygdom i ave.

Mit råd til dig

Jeg er ved at være en gammel rotte med mange erfaringer, som jeg gerne vil dele med dig.

Har du overskud, skal du hjælpe, hvor du kan. Det er min grundholdning. Men du skal ikke involvere dig i andres depression og tro, at du kan hjælpe. Gør det ikke for enhver pris. Jeg råder dig til at indse tidligt, at det er bedst for den deprimerede kollega at få professionel hjælp.

I mange af livets forhold, skal du holde dig for øje, at:

• Du kan ikke redde hele verden
• Du skal ikke prøve at leve andres liv
• Det som er rigtigt for den ene, er ikke nødvendigvis rigtigt for den anden.

Jeg siger dog ikke, at du skal holde dig væk. Den løsning er for let!