Min datter

Jeg skriver for at hjælpe andre forældre. Jeg vil hjælpe forældre, som har følt sig langt ude, fordi deres barn ikke fik den nødvendige hjælp. Her kan I læse om mine erfaringer og følelser, da min datter Sofie ikke fik hjælp.

Min datter flyttede hjemmefra, da hun var 18 år. Hun flyttede i en uddannelsesbolig, som kommunen tilbød. Hun læste HHX og havde en fast kæreste. Sofies tilværelse "kørte på skinner".

Underlivsundersøgelsen

Ved en almindelig underlivsundersøgelse fik Sofie taget en pipetteprøve. Svaret kom pr. brev 10 dage efter. Prøven viste, at Sofie havde celleforandringer. Hun skulle møde på hospitalet en måned efter til endnu en undersøgelse.

Jeg tog med på hospitalet. Jeg tilbød også at gå med ind til undersøgelsen. Sofie var nemlig meget nervøs. Hun ville dog ikke have mig med. Jeg maste mig ikke på, for Sofie var jo en ung voksen.

Ned af bakke

Sofie fortalte, at lægen havde sagt, at celleforandringer var sjældne hos unge. Hun skulle derfor "ses an". I de næste 12 måneder, fik Sofie taget celleprøver 4 gange. Sofie begyndte at tale om underlivskræft. Hun nævnte også én, som døde af sygdommen. Hendes fantasi skadede hende.

Jeg kunne se, at hun havde det skidt. Det gik dårligt i skolen. Sofie har ellers altid været pligtopfyldende. Men hun begyndte at pjække en del. Derfor fik hun dårlige karakterer til sommereksamen.

Mistede modet

Pludselig et år var hospitalskontrollen af celleprøven positiv. Det betød, at jeg fik lov af Sofie til at gå med ind til lægen. Jeg tror, hun var ved at opgive modet. Jeg var opkørt og sagde, at nu måtte hospitalet gøre noget.

At jeg stillede mig på bagbenene førte til, at Sofie blev opereret. Jeg spurgte, om der ikke var nogen efterbehandling. Men det var der ikke. Nu var Sofie erklæret rask!

Sofie isolerede sig

Jeg troede, at det ville gå fremad for Sofie. Men hun isolerede sig. Hun afslog vores invitationer. Generelt virkede hun irritabel, når vi var sammen. Hun ringede til mig på arbejde, var rådvild og græd. Hun sagde, at hun var træt af livet.

Sofie talte med vores familielæge. Hun fortalte ham, at hun virkelig havde det skidt om morgenen. Det hele var sort for hende. Lægen sagde til hende, at hun havde "teenage-problemer". Han mente, at de ville gå over af sig selv!

Studievejlederen

Skolen var hun ved at droppe helt ud af. Jeg foreslog en samtale med studievejlederen. Da vi begge sad hos studievejlederen, fik jeg at vide, at Sofie ikke kom regelmæssigt på skolen længere.

Når hun kom, var det med snavset hår og uden make-up. Klassekammeraterne tog afstand fra hende. Flere lærere havde bemærket, at hun var kontaktsøgende over for dem. Samtidig syntes de ikke, at hun sagde noget fornuftigt.

Jeg kontaktede vores læge. Jeg var selv begyndt at sove dårligt. Jeg følte mig urolig om dagen på arbejdet. Vores læge henviste Sofie til en privatpraktiserende psykiater.

Hos psykiateren

Sofie fik piller og samtalebehandling hos psykiateren i 4 måneder. Psykiateren sagde, at der var en sammenhæng mellem Sofies kræftsygdom og den depression, hun fik bagefter, og at Sofie skulle have været i behandling meget tidligere.

Sofie har det godt nu. Jeg er sikker på, at hun nok skal klare sig. Som mor har jeg hjulpet Sofie så godt jeg kunne. Men en mor kan ikke hjælpe godt nok. For jeg blev næsten selv "syg" af bekymring for mit barn.

Jeg synes, hospitalet skal tilbyde hjælp eller forebyggende behandling til alle unge, der får stillet en alvorlig diagnose.