Min veninde er manio-depressiv

Hjørdis

Jeg hedder Hjørdis Rasmussen og er 53 år. Siden 1981 har jeg haft en veninde, som er manio-depressiv. Hun var meget åben om det. Vi var igennem meget. Jeg støttede hende, men lærte også at sige fra. Og det er mit budskab. Du er kun i stand til at hjælpe, når du kan sige fra.

Den ene dag manisk, så depressiv

Min veninde og jeg læste i samme studiegruppe på universitetet. Hun fortalte mig straks, at hun var manio-depressiv. Når hun var manisk, fungerede hun fint. Men når hun var depressiv, meldte hun afbud. Det var hårdt for studiegruppen. I perioder var hun væk, og så måtte gruppen også lave hendes del af arbejdet.

Min veninde sagde, at hun ikke ville tale med nogen, når hun havde det skidt. Derfor lod vi hende være i fred. Men på et tidspunkt fik hun det rigtig dårligt. Hun ville stadig ikke snakke og tog ikke telefonen. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg burde besøge hende. Men jeg måtte kalde ind ad brevsprækken, før hun lukkede mig ind. Vi fik en god lang snak.

Min veninde udtrykte, at hun var glad for, at jeg kom. Jeg var den første, der besøgte hende, når hun var dårlig. Hun havde brug for mig, men kunne ikke selv bede om hjælp. Derfor lærte jeg at stole på min fornemmelse for, hvad hun havde brug for.

Hvis du har et tæt og fortroligt forhold til en depressiv person, så råder jeg dig til at tilbyde din hjælp. Hjælp - selv om du får at vide, at du ikke skal. Prøv. Du risikerer kun at blive afvist.

Jeg eksploderede

Vores studiegruppe gennemførte den humanistiske basisuddannelse på universitetet sammen. Men det var hårdt. Især fordi en lærer ikke forstod os. Til en fest sagde han, at det var "et underligt spil", der foregik i gruppen. Han anklagede os nærmest. Jeg følte, det var uretfærdigt efter, vi havde knoklet så hårdt.

Lærerens bemærkning sammen med sliddet for at afslutte projektet og et par andre hændelser fik mig til at eksplodere. Derfor sagde jeg til min veninde, at hun opførte sig forkælet. Hun forventede bare, at vi andre klarede tingene for hende.

I dag har jeg fortrudt, at jeg eksploderede. For min veninden blev ked af det. Men jeg mener også, at "eksplosionen" bragte os tættere sammen.

Overbeskyttelse hjælper ikke

Hvis jeg ikke havde sagt det, havde vi ikke holdt sammen. For jeg tror, at hun forstod og respekterede, at jeg sagde fra.

Siden har vi grinet af episoden. Jeg er ked af, jeg fik sagt det på den måde. Men jeg står ved, at psykisk syge ikke skal overbeskyttes. Hvis du overbeskytter, bliver du nemt overbelastet. Fordi dine grænser bliver overtrådt. Det kan ende med afstand. Du skal være ærlig. Ikke betingelsesløs ærlig, men ærlig på en kærlig måde.

En gave at hjælpe andre

Jeg har aldrig haft direkte kontakt med professionelle behandlere. Når jeg ville tale med andre om min veninde, brugte jeg mit private netværk. Min mand eller min søster.

Jeg synes, at jeg har lært meget ved at have en manio-depressiv veninde. Det er en gave at kunne hjælpe andre. Den gode oplevelse fra første gang, jeg opsøgte min veninde, har jeg brugt senere i mit liv. Jeg har også brugt den i forhold til andre, som har haft det svært.

I dag har min veninde det bedre. Men vi ses sjældent. Vi bor nemlig langt fra hinanden. Vi taler meget i telefon, men jeg kan ikke smutte forbi, når jeg har lyst. Det er jeg ked af. For praktisk hjælp betyder meget.

Jeg har i den mellemliggende periode mistet min mand og oplevet, hvordan sorgen lammede mig. Jeg kunne ikke engang overkomme at rydde op. Derfor ved jeg, hvor meget det betyder at få besøg af en med overskud. Èn, der hjælper med at rydde lidt op eller købe ind. En god snak er også vigtig. Men praktisk hjælp til dagligdagsting kan være en lige så god støtte.

Sidst opdateret:: 23. november 2009