Læs dagbog

Mine erfaringer med behandling

En side i dagbogen "Livet op og ned..."
Skrevet af Bipolarix 3. februar 2018 16:37

Hvad er en god behandler egentlig?

Når vi indgår et samarbejde med en psykolog, en psykiater, en bostøtte, læge, eller andre, så er det med et defineret mål om at få det bedre, slippe af med uhensigtsmæssigheder eller lignende...
Og det hænger samtidig meget sammen med hvad VI egentlig vil med behandlingen.

Nogle af os fokluserer på at arbejde med årsagen til vores problemer.

Andre vil arbejde med selve problemet.

Og en del vil bekræftiges i de antagelser de har i forvejen.

Det er tre meget forskellige indgangsvinkler til at arbejde med os selv.


Den sværeste, og mest smertefulde er den første. At arbejde med årsagen.
Det tager ulige en hel del længere tid end de to andre.
Ofte adskillige år..
Forskellige former for psykoterapi er vejen frem.
Løsningsorienterede terapier er ikke velegnet til dette arbejde.

Den anden, at tage fat i selve problemet, er ikke lige så svær og smertefuld som den første.
Og her er løsningsorienteret terapi et oplagt middel. Som eks. kognitiv terapi.
Dette forløb har dog den svaghed at der typisk opstår et andet problem, da den egentlige årsag stadig er intakt.
Et forløb er typisk mellem 12 og 18 konsultationer.

Det sidste forløb bliver ofte meget kortvarigt, da der egentlig ikke sker nogen fremgang eller forandring.
Her har vi som klienter et (ubevidst?) behov for at få bekræftiget vores egne forestillinger og antagelser.
Bliver vi konfronteret med noget vi ikke bryder os om, så lukker vi på den ene eller den anden måde af, eller afslutter forløbet.
Det er dog ikke spildt, for vi får jo hørt nogle ting vi gerne ville bekræftiges i, og det kan føles rigtig godt.
Jeg vil vove den formulering at nogle af os, når vi når ind til kernen, har brug for at være syge.
Vi sætter os i en offerrolle som bliver en del af os selv vi virkelig lader definere os. Den er forførende fordi den, trods smerterne, også giver os noget opmærksomhed.
Måske provokerende, men det er mine oplevelser, også privat.
Og jeg er næppe den eneste som har været dér...


Jeg har mere eller mindre været alle tre steder.


Den kognitive terapi har aldrig rigtig rykket så meget som jeg ønskede.
Et i forvejen begrænset forløb, som aldrig formåede at komme derned hvor det hele stammer fra.
Men det er den form som man typisk får tilskud til, så jeg har været der nogle gange.


Så var der den langvarige psykoterapi.
Hér kunne jeg selv vælge behandler, for jeg betalte selv det hele.

Kemi har aldrig sagt mig noget særligt i forhold til behandlere.
Jeg havde særdeles god kemi med en kognitiv psykolog, uden at jeg alligevel fik noget særligt ud af det.
Jeg er gået efter faglighed, arbejdsmetode og erfaring.
Og fra første møde har jeg valgt at åbne for det hele.
Vi skal ikke være venner, vi skal ikke være enige, det er et arbejdsforhold, omend af privat karakter...
Kemi? Nej jeg havde brug for faglig dygtighed.
Og det har været givende at blive præsenteret for en spejling som ikke ligefrem var det jeg brød mig om.
Og det har været fantastisk at få sat årsager på, åbne for fortrængte minder, og faktisk opdage at mit liv ikke havde været som jeg troede.
Det har gjort ondt som bare f... men har alligevel været det hele værd, og mere til.
Det er sket over flere perioder af nogle års varighed, og jeg ville ikke være foruden.
Måske jeg inden for en overskuelig fremtid går ind i endnu et forløb?

Den sidste, med at blive bekræftet...
Det var rart at høre og kunne få mig til at føle mig godt tilpas en kort tid.
Men jeg flyttede mig ikke en centimeter.
Ingen smerter, og jeg kunne hygge mig med hvor synd det var for mig...
Så jeg sejlede videre nogle år.
Indtil jeg traf en anden beslutning.


Jeg synes at det er ærgerligt at det er så svært at få tilkendt et langvarigt terapeutisk forløb hos psykolog, gennem læge ell. lign.

Det er typisk kognitiv terapi der kan fås, og det er efter min bedste overbevisning ikke altid tilstrækkeligt.
Det er selvfølgelig meget et spørgsmål om problemets omfang.
Men naturligvis også om hvad vi selv er villige til at gå ind i.
Nogle kan slet ikke, nogle kan det ene, men ikke det andet, og sådan kan vi blive ved.

Men der er for mig én ting som er afgørende...
Motivation.
Uden den er alt dømt til at mislykkes.


Og hvorfor har jeg nu skrevet en dagbog om dette?
Er ikke helt sikker, men det kom op i mig efter at have set på en del gamle dagbøger...

No reason...


Kærligst Bip.

Kommentarer fra andre brugere

Hej Bip

Rigtigt god blog synes jeg. Jeg er meget enig med dig.

Selv har jeg valgt at ville "stå på egne ben". Jeg har takket nej til psykolog, er stoppet med al medicinen og er ikke længere tilknyttet distrktspsykiatrien.

Psykologen sagde jeg egentlig først ja tak til da jeg blev det tilbudt. Men efter en enkelt, ganske udmærket samtale, mistede jeg lidt lysten. Og følte/føler ikke noget behov for den form for hjælp da jeg ikke rigtigt var motiveret for at gøre samt at (såfremt min diagnose er rigtig) nok må vænne mig til at det er et livsvilkår for mig at have det lidt træls fra tid til anden frem for at jagte en eller anden (umulig?) kur.

Mht psykologer har jeg altid foretrukket mænd. Jeg kan have en tendens til at genkende en moder figur i kvindelige psykologer og så kommer jeg tit (bevidst eller ubevidst) til at forsøge at please den person fremfor at holde mig på min egen banehalvdel, så at sige. Og det er nok ikke det bedste udgangspunkt for et godt forløb. Med mænd har jeg det som du siger; Det er udelukkende et professionelt forhold jeg har til dem, de er ikke mine venner eller nogen jeg skal imponere, de får at vide de skal stoppe mig når jeg går i selvsving og helst servere tingene for mig uden omsvøb.

Det blev vist lidt en rodet kommentar.

God lørdag Bip

Skrevet af MK_forfra, 3. februar 2018 18:36

Hej Mk_forfra.

For at starte hvor du sluttede....
Så synes jeg på ingen måde at din kommentar var rodet, tværtimod.


Jeg har respekt for din beslutning om at klare det selv.
Og du virker yderst begavet, hvilket hjælper en hel del :)

Selv kunne jeg ikke klare det.
Jeg måtte (og må?) have hjælp udefra.

Jeg er helt enig med dig i at tingene ikke skal pakkes ind.
Du har faktisk meget den samme indstilling som jeg, til terapi.
Bortset fra at jeg har brug for den, selvfølgelig.

Det med kønnene, det har jeg aldrig skænket en tanke.
Men en rigtig god pointe som jeg vil fundere lidt over...


Tak for en god og dyb kommentar.
Kh. Bip.

Skrevet af Bipolarix, 3. februar 2018 23:55

Heey søde Bip, jeg har en kæmpe nedtur på grund af psykiatrien el. mangel på samme. Orker ikke pt, at læse så meget men tusinde gange taaak for dine hilsner:)

Jeg vender tilbage når jeg kan, og skriver i privaten, kæmpe knussss herfra Juze.

Skrevet af juce, 4. februar 2018 20:54

Hey Bip igen igen:) Jeg har vist en dårlig indsigt i mit eget navlepilleri, måske på grund af en forvirret personligheds forstyrrelse? Har vist som de kloge i psykiatrien noget fra dem alle:X Og det er meget svært for mig pt. at konstruere en normal samtale og ikke mindst se hvor jeg fejler. Måske har jeg "brug" for at være syg, el. måske er jeg syg af naturlige forhold? Jeg må sige at selvom lillepigen i mig er mest fremme disse dage, så er der et interesse efter at ha læst dit indlæg, som gør mig opmærksom på hvad jeg skal søge efter. Dør 1- 2 - 3. Distriktspsykiatrien vil ha mig i behandling i Rødåre, hvilket er for langt for min søde men syge mor, og jeg tør ikke gå i terapigruppe igen, har været igennem 2 forløb, det tager de andres problemer på mig, og bliver bare mere dårlig- Dissociation som gør jeg overlever, og ptsd er en daglig konkurent i form af lyde, billeder, lugte og smag. Nok for nu, kan ikke skrive mere men taaak for alle dine mange kærlig og forstående hilsner:)))

Tak ven;)
Juze.

Skrevet af juce, 6. februar 2018 19:48

forvel tak for alting.

J.

Skrevet af juce, 11. februar 2018 14:01

Er du ok? Undskyld Bip:((( Har haft en meget dårlig oplevelse i dag, og jeg ber dig om at tilgive mig, kan ikke ha du for det værre oven på alt det du har gået - går igennem, ssom skrevet før er jeg ret dårlig om ved ikke hvad der er rigtigt eller forkert. Undskyld undskyld undskyld søde ven.

Knussss
Juze - Bange for du gør noget dumt.

Skrevet af juce, 13. februar 2018 23:01

Hey Juce :)


Du har altså intet forkert gjort i forhold til mig.
Og du har intet at undskylde.

Jeg fik bare lidt (dum) angst, som skulle afkræftes.
Og det blev den heldigvis.


Knus til dig, kh. Bip.

Skrevet af Bipolarix, 17. februar 2018 04:39