Læs dagbog

https://youtu.be/eqjWfU2NWTc?list=RDEMrQrBrKAenW0NxfZV7YOSEQ


Ti minutter efter jeg havde mødt hende, var jeg forelsket.
En kvinde med et ukueligt og stærkt forhold til livet.
Hun var dødsmærket, og vidste det, men hun kæmpede med alt hvad hun havde.

Cancer havde godt fat i hendes bugspytkirtel.
Et fatalt og farligt sted.
Men hun havde overlevet næsten fire år.


Da jeg mødte hende var vi straks på bølgelængde...
Vi talte om alt... Livet, døden, og alt det midt imellem.

Jeg syntes hun var uendelig smuk.
Og det på trods af at hun havde en kropsbygning som jeg i alle andre tilfælde fandt kedelig og uerotisk.
Men ikke hende her...
Skønhed i højeste potens...
Og med en skarp hjerne...

Jeg ville have at hun følte sig som kvinde med stort K.
Fortalte hende altid at jeg elskede hende, at hun betød så meget for mig.
Hun skulle føle sig begæret...

Ingen af os havde berøringsangst i forhold til hendes sygdom.
Og den blev værre.

I takt med at cancer spredte sig i kroppen, blev hun mere og mere handicappet...
Fik svært ved at gå fem meter ud i køkkenet...

Men vi opholdt os i hendes stue.
Hun med sin cola og cigaret, jeg med kaffe...
Og i ny og næ en tår af hendes cola.

Vi sov i sengen fra start af.
Senere blev det ofte sofaen.

Hun blev dårligere og dårligere.
Men kun fysisk.
Psykisk var hun stadig en voldsomt stærk kvinde, og livslysten i centrum.

Til sidst måtte vi sige farvel til hendes stue.
Hun måtte på hospice.
Dér var det slut med cigaretterne. Hun måtte nøjes med sin cola og fjernsynet..

Hun havde fortalt mig nogle uger før, at nu varede det ikke måneder mere....
Og en formiddag ringede en af hendes døtre og fortalte mig at hun var sovet stille ind om natten/morgenen...

Jeg blev chokeret..
Jeg vidste det ville ske, men det kom alligevel så meget bag på mig.
Og egentlig er jeg ikke sikker på at jeg helt har forstået det endnu...

Hvordan kan noget så smukt, bare gå hen og dø?
56 år er for lidt...
Men det var hvad hun fik.

Jeg gav hende røde roser til begravelsen.
Jeg var klædt helt i sort.. Også skjorte og slips...
Og hun vidste at det var hvad jeg ville have på...
Jeg så godt ud, og ingen var i tvivl om min kærlighed til hende.

Alle hendes børn fortalte mig hvor lykkelig hun havde været for vores forhold.
Og det glædede mig.

Jeg var lykkes med at få hende til at føle sig elsket, begæret og som kvinde på trods af hendes sygdom.
Og det er jeg stolt af...
Glad for.

Og jeg er taknemmelig for at jeg mødte hende.
Ville ikke være foruden, og er uændret fuldstændigt forelsket i hende.

Er der en evighed efter dette liv, så vil jeg forfærdelig gerne tilbringe den sammen med hende.
Hun fylder mit liv nu... Tænker meget på hende.

Jeg elsker flere mennesker, men kun hende på dén måde.. Den måde som man er et par på.

Vi har en aftale.
Er der et liv efter døden, så mødes vi dér.
I mellemtiden vil jeg tænke på vores tid sammen, på hvor vidunderlig hun var, og elske hende med uformindsket styrke.


Jeg har flygtigt tænkt på om jeg nogen sinde vil møde en anden?
Jeg tror det ikke, for jeg har ikke tabt noget af min kærlighed...
Men der er kun gået et halvt år, så tiden må vise hvad der sker...
Men jeg har ikke lyst til en anden, jeg har ikke lyst til en erstatning.

Og jeg glæder mig over vores tid sammen.


Anette, jeg elsker dig, og vil gøre det resten af mit liv.
Og det næste også.


Kærligst, Felix.